'Frysende' tricktyv narrede sig ind hos ældre kvinde i Hammel

Tricktyv udgav sig for at fryse og være tørstig for at komme indenfor

To udenlandske kvinder havde gang i et større skuespil, da de i går omkring klokken 15.30 forsøgte at narre sig ind hos flere kvinder i nogle ældreboliger på Danasvej i Hammel.
Den ene kvinde bankede på vindue eller dør, og når der blev lukket op, spillede kvinden tørstig og frysende for at komme ind i varmen, oplyser Østjyllands Politi.
LÆS OGSÅ: Louisemanden er blevet anholdt og fængslet
Hos en 86-årig kvinde lykkedes det en af de udenlandske kvinder at snyde sig indenfor. Og imens den 86-årige blev holdt hen af kvinden med fagter og sedler, hun skulle skrive på, sneg kvindens makker sig ind og rodede rundt i den 86-åriges soveværelse.
Den 86-årige konstaterede bagefter, at hendes chatol var gennemrodet, men der var umiddelbart ikke stjålet noget. Ved en snak med naboen fandt den 86-årige ud af, at tricktyvene også havde været på spil der – dog uden at komme ind.
De to kvinder beskrives som
A:
Østeuropæisk af udseende, brun farve
Talte et udenlandsk sprog
Ca. 20-25 år
Ca. 165 cm, almindelig bygget
Kort, sort hår
Iført sort/mørkeblå frakke

B:
Udenlandsk af udseende, lys i huden med mørk glød
Ca. 30 år
160-165 cm høj, almindeligt bygget
Langt, sort, glat hår
Iført mørk frakke og mørke bukser
jr
 

Publiceret 30 November 2017 15:00

SENESTE TV