Bilist stoppede indbrudstyv ved at spærre vejen for ham

Indbrudstyv kørte galt, da han forsøgte at stikke af fra indbrud

En indbrudstyv kørte onsdag eftermiddag galt og måtte lade sin bil stå, da han forsøgte at slippe væk fra et indbrud i et værksted på Engdalsvej i Søften.

Det skete onsdag klokken 16.28, hvor han blev overrasket på fersk gerning af en mand, der plejer at benytte værkstedet. Han så tyven liste rundt i værkstedet og parkerede derfor sin bil foran værkstedet, så tyven ikke kunne komme forbi i sin bil.

Det forsøgte tyven dog alligevel, oplyser Østjyllands Politi, ved at køre ind i siden på mandens bil. Ved påkørslen mistede tyven dog kontrollen med sin bil, der fortsatte ind i et træ, hvorefter han stak af til fods.

Det var derfor en smal sag for politiet at finde frem til den formodede indbrudstyv via den efterladte bil. Ejeren af bilen er en mand på 32 år, der er blevet anholdt og sigtet for indbrud og for at have forvoldt fare for borgeren ved at køre ind i hans bil, mens han sad i den.

Politiet konstaterede, at der også havde været indbrud i villaen ved siden af værkstedet. Den 32-årige mand har nægtet at have noget med indbruddene at gøre. Han blev løsladt efter afhøring, men er fortsat sigtet i sagen.

jr

Publiceret 16 August 2018 12:10

SENESTE TV