Foto: Rigspolitiet

Forfaldent stuehus ved Hadsten fyldt med dyre, stjålne cykler: Nu er der faldet dom i sagen

Politiet lå på lur og fangede to mænd, der angiveligt opbevarede stjålne cykler på en landejendom

En 24-årig ukrainsk mand blev i dag i Retten i Randers idømt otte måneders fængsel og udvisning for at have planlagt at sælge 43 stjålne cykler til en værdi af over 200.000 kroner. Han blev også kendt skyldig i dokumentfalsk og i at bryde sit indrejseforbud.

Sagen begyndte, da Østjyllands Politi i oktober fik et tip om, at to mænd gemte en del stjålne cykler på en landejendom ved Hadsten. Politiet fandt 43 cykler i et forfaldent stuehus og kunne via stelnumrene konstatere, at i hvert fald 13 af dem var meldt stjålet.

Der var ingen på stedet, så Østjyllands Politi planlagde en lille overraskelsesaktion. Dagen efter gemte flere betjente sig i nærheden af landejendommen og ventede på, at de to mænd ankom. Efter lidt tid kom de kørende i en bil, og da de steg ud, kom en patrulje frem for at anholde dem. Den ene overgav sig straks, mens den 24-årige mand forsøgte at stikke af, men blev indhentet af en politihund.

Begge mænd blev sigtet for tyveri og varetægtsfængslet. Sigtelsen mod den ene blev senere frafaldet, og det var heller ikke muligt at bevise, at den 24-årige mand havde stjålet cyklerne. Til gengæld fandt politiet frem til, at han havde sat flere lignende cykler til salg på ukrainske sociale medier, og at han i forvejen havde indrejseforbud og slet ikke måtte være i Danmark. Der blev også fundet et falsk id-kort og kørekort på den 24-årige, der blev tiltalt for hæleri, brud på indrejseforbuddet og dokumentfalsk.

"Den 24-årige blev dømt for hæleri af særlig grov beskaffenhed, fordi politiets efterforskning viste, at det var meget organiseret kriminalitet, han stod bag. Der var udelukkende tale om dyrere cykler, og de lå skilt ad på landejendommen klar til at blive transporteret ud af landet. Så jeg er tilfreds med, at den tiltalte blev idømt flere måneders fængsel, og at politiet fik forpurret salget, så de forurettede kunne få deres cykler tilbage," siger anklagerfuldmægtig Peter Mathiasen i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi

Den 24-årige erkendte forholdene og ankede ikke dommen, der udover otte måneders fængsel lød på udvisning til Ukraine med indrejseforbud de næste seks år.

jr

Publiceret 28 November 2018 15:14

SENESTE TV