Den 45-årige mand blev anholdt i Porsevænget i Hasselager og ført væk i en af politiets blå DNA-dragter.

Den 45-årige mand blev anholdt i Porsevænget i Hasselager og ført væk i en af politiets blå DNA-dragter. Øxenholt Foto

Uden for livsfare: 4o-årig mand fra Hadsten skudt i hovedet med jagtgevær

45-årig mand varetægtsfængslet efter voldsomt opgør nær Hadsten, hvor en tililende nabo også blev slået adskillige gange

Af
Jeppe Rafn

OPDATERET: En 40-årig mand blev lørdag omkring middagstid skudt i sit hjem på Ravngårdsvej lige syd for Hadsten by. Det skete i forbindelse med uoverensstemmelser med en 45-årig mand fra Hasselager. Den 45-årige er blevet varetægtsfængslet for drabsforsøg og grov vold. Han blev en lille time efter anmeldelsen anholdt af en større og svært bevæbnet politistyrke i Porsevænget i Hasselager.

Ramt i hovedet og lysken

Den 40-årige mand blev skudt med et jagtgevær og ramt i hovedet og lysken af to eller tre skud. Han blev kørt til behandling på Aarhus Universitetshospital og blev i en melding fra politiet erklæret udenfor livsfare.

Han er - ifølge sigtelsen - desuden blevet slået flere gange med geværet, ligesom en tililende 42-årig nabo blev slået adskillige gange med geværet. Ifølge sigtelsen mod den 45-årige mand slog han naboen 6-7 gange med geværet i hovedet, ryggen og andre steder på kroppen. Det kom frem i forbindelse med grundlovsmødet søndag formiddag i Retten i Randers, oplyser Østjyllands Politis anklager Marianne Birck til Lokalavisen.

Politiets teknikere og hunde undersøgte lørdag eftermiddag gerningsstedet på Ravngårdsvej ved Hadsten.

Politiets teknikere og hunde undersøgte lørdag eftermiddag gerningsstedet på Ravngårdsvej ved Hadsten. Øxenholt Foto

Efter oplæsning af sigtelsen blev resten af retsmødet holdt for lukkede døre, så anklageren kan ikke komme med yderligere oplysninger om, hvad der kom frem. Østjyllands Politi har tidligere oplyst, at offer og gerningsmand kender hinanden, men der er ikke kommet noget frem om motivet til den dramatiske episode.

Anholdt i Hasselager

Skudepisoden blev anmeldt lørdag kl. 12.28 af en person, der var på gerningsstedet på Ravngårdsvej ved Hadsten. Den 45-årige mand fra Hasselager var ikke på gerningsstedet, men med hjælp fra oplysninger om hans køretøj fandt politiet hans bil og kørte efter ham. Han stoppede i Porsevænget i Hasselager, hvor han kl. 13.16 blev anholdt ved sin bil og kørt væk iført en af politiets blå DNA-dragter.

Han kørte angiveligt i en sort varevogn, som politiet undersøgte på stedet og senere kørte væk.

Politiet var klar over, at han kunne være bevæbnet, så der ankom en større politistyrke til Porsevænget, hvoraf nogle var bevæbnet med maskinpistoler. Selve anholdelsen skete dog uden dramatik, oplyser politiet til Lokalavisen.

Det har ikke været muligt at få oplyst, om den 45-årige mand fra Hasselager bor i Porsevænget, hvor han blev anholdt.

Nægter drabsforsøg

Østjyllands Politis anklager Marianne Birck oplyser, at den 45-årige mand nægtede sig skyldig i anklagerne om drabsforsøg og grov vold mod den 40-årige mand fra Hadsten samt anklagen om grov vold mod naboen.

Politiet var talstærkt tilstede på Ravngårdsvej ved Hadsten.

Politiet var talstærkt tilstede på Ravngårdsvej ved Hadsten. Øxenholt Foto

Han erkendte dog i retten, at han havde været på gerningsstedet og afgivet to skud. Politiet har sigtet ham for at afgive tre skud.

Retten valgte at følge politiets ønske om at varetægtsfængsle manden, som blev varetægtsfængslet i foreløbig fire uger frem til 2. februar. Han ankede ikke varetægtsfængslingen.

Publiceret 07 January 2019 12:55

SENESTE TV