Foto: Mostphotos

Foto: Mostphotos

Hinnerup:

Suspekt type tilbød paller med billig laks

Sent på aftenen fik borger tilbudt laks fra varebil uden køleanlæg

Det smager lækkert, men bliver det solgt fra en varebil uden køleanlæg en sen søndag aften, skal man nok styre uden om.

Det gjorde en 46-årig mand og kontaktede i stedet politiet søndag aften klokken 23.11, efter han havde talt med en suspekt type ved storskrald på Bakken i Hinnerup.

Manden havde haft kontakt med en østeuropæisk mand, som havde en stor, hvid varebil. På engelsk havde han spurgt den 46-årige, om han havde lyst til at købe noget laks.

Føreren havde herefter vist manden, at han bagi varebilen havde, hvad der svarede til to paller med flamingokasser fyldt med laks. Der var dog ikke noget køleanlæg i bilen.

Føreren oplyste, at han havde planer om at køre rundt i området og sælge laks de kommende dage.

Bliver du tilbudt billig laks fra den hvide varebil, så hører Østjyllands Politi gerne fra dig på telefon 114.

dp

Publiceret 11 February 2019 11:46