Arkivfoto: Michael Wulff

Arkivfoto: Michael Wulff

Drama og anholdelse foran Meny i Thorsø

Et par polske butikstyve forsøgte mandag morgen at stikke af efter at have spist en Kinder-mælkesnitte

THORSØ Landbetjent Arne Knudsen var mandag morgen ved 7.30-tiden på vej til sit kontor i Hammel, da han fik en opringning fra Meny i Thorsø.

"De havde tilbageholdt et par polakker for butikstyveri og spurgte, om jeg ville kigge forbi," fortæller landbetjenten til Lokalavisen Favrskov.

På overvågningskameraet i Meny havde personalet konstateret, at der var blevet taget og spist en Kinder-mælkesnitte, som de to mænd afviste at betale for, da de havde købt en kasse øl.

Det tog kun et par minutter før den lokale ordensmagt ankom i sin civile patruljebil til Jernbanegade og butikken i Thorsø.

Men i den korte tid havde butikstyveriet udviklet sig.

Flygtede ud af kontoret

"De to polakker var taget ind på Menys kontor for at vente på mig, men pludselig havde de begge rejst sig og var løbet mod vindfanget og udgangen. En af medarbejderne løb den anden vej ud og fik kontakt ved udgangsdøren, som han forsøgte at blokere," fortæller landbetjenten.

De to mænd på henholdsvis 34 og 27 år vristede sig fri og løb nu over til p-pladsen, hvor de hoppede ind i deres bil.

Her forsøgte medarbejderen fra supermarkedet at blokere for deres kørsel, men bilen fortsatte op over en kant og ville køre væk.

"Det sker, ligesom jeg ankommer," siger Arne Knudsen, der var tydelig i sin politiuniform.

Han parkerer sin civile patruljevogn på tværs, og de to i bilen opgiver flugten.

"Jeg får taget nøglerne ud af bilen, får den 34-årige mand på passagersædet til at række hænderne frem, og så får han håndjern på."

Den anden - ham der sad bag rattet - bliver også bedt om at lægge sig ned, hvilket han gør.

Landbetjenten får tilkaldt en patruljevogn med kolleger fra Randers.

"De to betjente konstaterer, at der ligger ølkapsler inde i bilen og foretager nu en alkotest på føreren. Den er positiv, og så bliver de taget med til Politigården i Randers," forklarer landbetjenten.

Det viste sig senere, at det var den 27-årige fører af bilen som havde udløst hele misseren ved at spise den mælkesnitte inde i Meny.

Han fik en straksbøde på 1.000 kroner for butikstyveri samt en sigtelse for spirituskørsel.

wuf

Publiceret 10 September 2019 11:52