Rom + Edinburgh = unik øl

I Edinburgh har to brødre fundet en niche, for øl der har lagret på egetræstønder

Af
Af Brian Fogsgaard Jensen

salgskonsulent

ølentusiast samt indehaver af websiden ProBier Ølsmagninger på facebook og myspace.com

Skotske Innis & Gunn sælger udelukkende øl, som har lagret på tønder som har været brugt til whisky og rom. Tidligere har jeg beskrevet bryggeriets whisky øl, Original. Nu er turen kommet til udgaven som har lagret på romtønder.

Velegnet til stærke oste

Innis & Gunn Rum cask er lagret på egetræsfade der har været brugt til ægte fadlagret rom. Efter rommen er tappet af fadet, sidder der stadig smag og aroma i tøndens egetræ.
Der fyldes efterfølgende øl på de tomme egetræsfade som lagrer i 57 dage. Der er ikke tilsat rom til øllet. Smagen opstår via den unikke lagring. Det er bryggeriets kombination af den specielt bryggede øl, rom og egetræ som får denne øl til at synge.
Farven er mørk med rødligt skær og har en lækker aroma af frugter og malt nænsomt balanceret med frække krydrede noter fra rom.
Finalen i hver en mundfuld er helt unik. Sød og krydret med en lækker silkeblød afslutning. Vil du servere den til mad, vil du opnå det bedste resultat til vildt, and og stærke modne oste.

Øl er ikke 'bare' øl

Innis & Gunn Rum Cask holder 7,4 % i styrke.
Det betyder at den bør serveres og nydes ved 9 – 10 grader. Som tommelfingerregel bør en øl serveres ved styrken plus to grader.
Nyder du øllet for koldt, mister du den fulde smagsoplevelse i øllet. Slots Classic bør omvendt drikkes iskold, så man ikke kan smage hvor tarvelig den er. Præcis som med vin, er der forskel i kvaliteten på øl.
Øl er ikke bare øl. Alt øl smager ikke ens. Kan du ikke lide en helt almindelig Tuborg, betyder det ikke at alle andre øl smager som den. Er du stokkonservativ og ikke kan lide øl, burde du prøve Rum Cask fra Innis & Gunn. Den smager overhovedet ikke som det du gik og troede var øl.
Det handler om at finde den rigtige øl. Ikke om at du overhovedet ikke kan lide øl generelt. Jeg hader at gentage mig selv, men husk dette: Øl er ikke bare øl og øl smager altså ikke ens.

Originalen var den første

Den første øl fra Innis & Gunn var Original, lagret på tomme whiskyfade lånt hos whiskyproducenten Grant"s.
Innis & Gunn Original blev opfundet ved et uheld. Destilleriet Grant"s ville lave en whisky på tønder hvori der havde været øl, til at mætte egetræstønderne med smag.
Grants Ale Cask Whiskey hedder destilleriets whisky med noter af øl. Øllet som havde været i tønderne, blev skyllet ud i Edinburghs kloaksystem. Troede de.
Arbejdsmændene på destilleriet tappede øllet på sodavandsflasker og tog det med hjem. Ledelsen opdagede tilfældigt denne trafik af fyldte sodavandsflasker ud af destilleriet.
Ledelsen smagte øllet og ringede straks til bryggeren Dougal Gunn Sharp og bad ham komme og smage på det fadlagrede øl. Skotterne opdagede at de kunne sælge det øl, som hidtil blev kasseret.
Brygmester Dougal Gunn Sharp og hans bror Neil Innis Sharp, brygger øllet på det skotske bryggeri Belhaven.
Herfra køres øllet til en lagerhal fyldt med egetræstønder. Her står øllet i flere uger og hygger sig. Når lagringen er vel overstået, køres tønderne til et tapperi hvor øllet tappes på smukke gennemsigtige flasker.
Når øllet er tappet af egetræstønderne køres de tomme tønder retur til Grants whisky destilleriet, som igen tapper whisky på tønderne, som nu giver smag til Grants Ale Cask Reserve.
Whisky"en som smager af øl. Se dét kan man da kalde genbrug. Innis & Gunn Rum Cask er produceret på præcis samme måde, dog er der brugt romfade.
Det kunne være egetræstønder der har været brugt til lagring af den cubanske Havana Club rom, som Innis & Gunn herefter har brugt til øl. Du bør let kunne smage de søde og krydrede noter fra rom, i denne øl.
Kan du ikke, skal du søge læge og få tjekket din smagssans. Senest har Innis & Gunn sendt en stout på markedet, lagret på egetræstønder der har indeholdt irsk whiskey. Den er sort og lækker og i begrænset antal.
Fakta
Innis & Gunn Rum Cask og Original købes hos Voldby Købmandsgaard, Superbest Hadsten og Skanderborg, Skjold Burne Hadsten og Bjerringbro, Føtex og Bilka.

Publiceret 12 May 2012 09:00