I hele juni kan man på Viby Bibliotek se UrbanCodes Aarhus-souvenirs. Jandira Thomsen (til venstre) og Joanna Gammelgaard har desuden en web-shop på www.urbancode.dk .

I hele juni kan man på Viby Bibliotek se UrbanCodes Aarhus-souvenirs. Jandira Thomsen (til venstre) og Joanna Gammelgaard har desuden en web-shop på www.urbancode.dk .

Sommertips:

Vild med Aarhus? Få en bid af byen med hjem

Aarhus er for smuk til ikke at have en masse Aarhus-souvenirs, mener kvinderne bag UrbanCode, som laver netop dette

Af
Christina Johansen

Christina S. Johansen

Da Jandira Thomsen fra Højbjerg og Joanna Gammelgaard fra Hadsten ankom til Aarhus fra henholdsvis Guatemala og Polen, slog det dem hurtigt, at der hverken var noget turistkontor eller Aarhus-souvenirs at købe i Smilets By.
Den undren levede i dem begge hver især, så da de to kvinder mødtes i AarhusGuiderne, hvor de uddannede sig til by-guider, fandt de hurtigt sammen om en fælles idé: At lave forskellige former for souvenirs fra og om Aarhus.
“Når vi laver guidede ture i byen, så spørger turisterne os ofte, hvor de kan købe souvenirs. De bekræfter altså vores idé - at der er et marked for Aarhus-souvenirs,” siger Joanna Gammelgaard, hvis efternavn måske afslører, at hun er dansk gift - det samme er Jandira.
De første seriøse tanker til det, som i dag er blevet til firmaet UrbanCode, blev derfor tænkt for et år siden og i september 2015 blev firmaet så officielt.
“Det er altså vores første rigtige sæson, som vi står midt i lige nu. Det er rigtig hårdt men også meget spændende,” siger Jandira Thomsen.

Svært at bryde igennem

Opstarten har været svær for de to kvinder, da det ikke bare lige er til at få afsat Aarhus-souvenirs. Nogle har været interesserede i nogle få ting - eksempelvis har Aros solgt souvenirs, som er relateret til Regnbuen - mens det kun er Bog og Idé på Sønder Allé, som har taget hele sortimentet ind. Boghandler Steen Larsen var med på idéen med det samme:
“Det her er jo byens eneste rigtige souvenir-butik, og vi er med på den værste, når vi bliver præsenteret for nogle sjove ting - og det er jo pæne sager, som Jandira og Joanna laver, så de passer fint ind i sortimentet,” siger Steen Larsen, som fortæller, at forretningen selv får produceret Aarhus-souvenirs, men at nye produkter altid er velkomment.

Står klar ved krydstogter

Det er altså benhårdt arbejde, at få promoveret UrbanCodes produkter.
“Vi har eksempelvis en lille vogn med alle vores produkter, som vi har fået tilladelse til at stille op, når der kommer krydstogter til byen. Vi tænker hele tiden på, hvordan vi kan komme ind på markedet. Vi håber jo selvfølgelig, at vi kommer til at sælge godt, så vi kan tjene nogle penge til at udvikle endnu flere produkter. Der skal jo være noget for enhver,” siger Jandira Thomsen.

Publiceret 13 July 2016 08:00