TV:

Da landsbyen Vellev blev verdens NIMBUS-center

Flere hundrede motorcykel-entusiaster mødtes i den forløbne uge

Af
Af Michael Wulff

Borgerne i den lille landsby Vellev nær Ulstrup imponerede flere hundrede motorcykel-kørere, da disse i den forløbne uge ankom til den gamle mejeri-grund midt i byen.
”Det fungerer bare så fint,” lød det fra en af de træf-ansvarlige Henrik Andersen, da FavrskovPosten kiggede forbi på næstsidste dag af træffet for at høre og se de mange Nimbus-maskiner. For det er de danskbyggede motorcykler, som alle samles om.

Henrik Andersen, træf-ansvarlig hos Danmarks Nimbus Touring, havde kun lovord til borgerne i Vellev for deres måde at servicere det store træf.

Henrik Andersen, træf-ansvarlig hos Danmarks Nimbus Touring, havde kun lovord til borgerne i Vellev for deres måde at servicere det store træf.

”Vellev-borgerne har bare været så flinke. Jeg mødte jo Steen (Bach, formand for Vellev Idrætsforening, red), og da han hørte, at Danmarks Nimbus Touring ikke kunne finde et sted til at samles, sagde han, at det kunne de klare i Vellev,” fortæller Henrik Andersen, mens regnen siler ned denne lørdag formiddag.
”Vi har da også arrangeret DM i Rally, sagde Steen til mig. Så tænkte jeg lidt og sagde ok. Og det har fungeret over al forventning.”
 
 

En regnfuld lørdag morgen - intet problem for deltagere eller maskiner.

En regnfuld lørdag morgen - intet problem for deltagere eller maskiner.

På Bygaden i Vellev er Karl Ove ved at hænge de 19 flag op. Han bor selv i Bygaden, klods op af den store lejr, hvor Nimbus-motorcyklerne er parkeret mellem teltene.
”Ja, der er motorcykler overalt, men det hele foregår stille og roligt.”
Her er ingen larm i teltet til klokken fire om morgenen, forklarer Karl Ove med et smil. 
Et par herrer i den allerbedste alder kommer slentrende fra Vellev Forsamlingshus. De har hver sin æske i hånden.
”Det er madpakker til vores tur i dag. Vi skal til Tange og se Energi-museet. Vi skal køre ad mange små veje, for vi kører ikke så hurtigt,” siger Peter og Mogens, der kommer fra henholdsvis Askov i det sønderjyske og Hornslet i Østjylland.

Karl Ove bor selv i Bygaden i Vellev. Han sørgede for, at 19 flag kom op lørdag morgen.

Karl Ove bor selv i Bygaden i Vellev. Han sørgede for, at 19 flag kom op lørdag morgen.

Madpakkerne er smurt i køkkenet i forsamlingshuset i den tidlige morgen. De frisksmurte får stor ros med på vejen af Peter og Mogens.
”Man kan næsten spise dem med fingrene.” 
Klokken 10 er alle klar til at rulle ud på landevejene.
”Du skal nok køre i forvejen, hvis du skal fotografere. Vi skal gennem rundkørslen i Thorsø, her er gode muligheder for billeder,” lyder det gode råd fra Henrik Andersen.
Tyve minutter senere tøffer mere end 200 Nimbus-motorcykler gennem Thorsø og ud igen.
Søndag pakkede alle sammen. Vellev kan tage en puster inden næste arrangement. 

Peter (tv) og Mogens kommer fra Askov og Hornslet.

Peter (tv) og Mogens kommer fra Askov og Hornslet. "I aften skal vi have stegt flæsk med persillesovs derovre i det store telt," lød det.

Danmarks NIMBUS Touring

  • Danmarks NIMBUS Touring er en klub for ejere af den danske motorcykel NIMBUS. Stiftet i 1974. 1600 medlemmer.
  • Faktisk har klubben 97 m2 på Industrimuseet i Horsens, hvor Henrik Andersen også er en del af de frivillige i museumsgruppen.
  • NIMBUS motorcyklen regnes for et stykke dansk industrihistorie. Nimbus betyder strålekrans eller glorie.

Kilde: Vellev-if.dk

Publiceret 30 July 2017 11:00

SENESTE TV