Erhverv:

Første step mod generationsskifte i Enkon

Direktør Peter Werner og projektleder Thomas Rosbjerg arbejder hen imod et generationsskifte i entreprenørfirmaet Enkon

Af
Anette Bonde

“Om 10 år er jeg 63, så vi måtte hellere til at gøre noget ved det”.

Direktør Peter Werner kigger på Thomas Holst Rosbjerg, der pr. 1. januar 2018 har overtaget en større del af aktiekapitalen i Enkon Holding A/S. Helt nøjagtigt drejer det sig om 25 procent. Peter Werner tilføjer, at han i længere tid har arbejdet på at få Thomas Holst Rosbjerg ind i virksomheden.

“Nu var tiden kommet.”

Kommende overtagelse

Peter Werner flyttede i 2016 virksomheden ind i de nuværende lokaler på Mågevej i Hadsten. Nu er flytningen gennemført og virksomheden er på alle måder i god gænge.

Thomas Holst Rosbjerg fortæller, at han også selv i længere tid har haft denne udvikling i tankerne.

“Overtagelsen af de 25 procent af aktiekapitalen er et led i en kommende overtagelse i årene fremover.”

Thomas Holst Rosbjerg har siden 2006 været ansat som projektleder og arbejdet med alle former for entrepriser.

Den nuværende arbejdsfordeling fortsætter uændret, således at Peter Werner fortsætter som direktør og Thomas Holst Rosbjerg som projektleder.

Enighed om principperne

Thomas Holst Rosbjerg forklarer, at han er helt på linje med Peter Werner, når det handler om måden at drive virksomhed på.

“Peter driver virksomheden efter principper, som jeg er enig i. Vi har de samme værdier”, siger han og peger på, at man altid skal have for øje, at man skal leve af de samme kunder flere gange.

“Vi er ikke bedre end det sidste projekt, vi har lavet.”

Enkon har sin kundeportefølje blandt større byggefirmaer, projektfirmaer, kommuner og private.

“Vi kan både løfte store projekter til 60 mio. kroner og også hjælpe hr. og fru Jensen”, siger Peter Werner.

“Hold det simpelt”

Peter Werners motto er “Hold det simpelt”. Det betyder blandt andet, at Enkon ikke kører med et lag af mellemledere og mange kontorer på ledelsesgangen. Der er tre til at styre byggesagerne: Peter Werner, Thomas Holst Rosbjerg og Martin F. Postawa. Peter Werner er uddannet byggetekniker, og Thomas Holst Rosbjerg og Martin F. Postawa er ingeniører.

I domicilet på Mågevej finder man derudover en økonomichef, en alt-mulig-medarbejder og en medarbejder, der både er ingeniør og kalkulatør.

“Der er kun få ledere og administrative medarbejdere. Vi holder det simpelt. Også over for vores kunder - de får ren besked, ting til rette tid og til rette pris.”

Stort spænd i alder

Peter Werner og Thomas Holst Rosbjerg fortæller, at aldersspændet hos virksomhedens 65 medarbejderne er stort. Mange af dem bliver længe i virksomheden. For eksempel er den ældste 72 år, og han arbejder stadig på fuld tid. Der er også ansatte på 70 og 68 år.

“Medarbejderne er selvkørende folk, der kan tage nogle beslutninger ude i marken.”

Ud over de 65 medarbejdere har Enkon seks lærlinge. I tidens løb har man også overtaget lærlinge fra andre firmaer.

Holdningen er, at man også gerne giver folk en chance ved at tilbyde virksomhedspraktik, hvis de tidligere har haft vanskeligt ved at finde sig tilrette på arbejdsmarkedet.

“For at få nogle af de gutter i gang. De får en uddannelse, et los i røven, og kommer i gang,” forklarer Peter Werner og tilføjer, at nogle af dem er blevet fastansat.

Thomas Holst Rosbjerg fortæller, at uddannelsesledere på Teknisk Skole da også har været imponeret over Enkons tilgang til praktikanter.

“Over vores vedholdenhed og tålmodighed, når vi forsøger at motivere dem og få dem igennem.”

Enkon har i dag ca. 65 medarbejdere og beskæftiger sig med alt entreprenørarbejde fra jord, kloak, beton, belægning til hoved- og totalentrepriser.

Aktuelt kan nævnes 400 nye lejligheder på Søren Frichs Vej i Aarhus, nyt finanscenter for Danske bank på Jægergårdsgade i Aarhus, nyt hotel i Skejby, P-hus på Skejby Sygehus, ny kræftafdeling på Skejby Sygehus, nyt domicil til JyllandsPosten på havnen i Aarhus med start om tre uger. enkon har også renoveret Rosenhøj og kører videre med byforskønnelse i Bispehaven.

Publiceret 09 February 2018 11:00

Lokalavisen Favrskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Favrskov
SENESTE TV