TV:

Så er der hul igennem: Favrskov eSport er rykket ind i Hammel

HGF har udvidet med den stærkt ekspanderende sportsgren eSport og har skabt 20 lækre pladser i HIC

Af
Michael Wulff

“Vi regnede med, at der ville komme 30-40 stykker til vores informationsaften. Der kom 99.”

Michael Juul Thomsen, der til daglig er lærer på Søndervangskolen i Hammel, viser Lokalavisen vej op til det lokale i Hammel Idrætscenter (HIC), hvor den nye sportsgren eSport har fået til huse.

Der er udsigt gennem de store vinduer direkte ned til den store Arena, hvor et par håndboldglade unge er i færd med lidt skudtræning. Den anden vej kan man via et mindre vindue kigge ned i svømmehallen.

I rummet er 20 pladser med lækre, vipbare 'direktørstole' ved de 20 skærme, som venter på eSports-folket.

Det handler om computerspil, men også om motion, får jeg at vide fra et par af spillerne.

Nu, hvor eSport jo er blevet optaget af idrætsforeningen HGF, betyder det, at motionen kommer med helt naturligt:

“Vi skal have motion i pauserne, det har vi allerede talt om. Vi skal også have vejledning af kiropraktor, så vi kan undgå skader,” lyder det fra Sonni Skriver, der sammen med makkeren Marius Emil Damgaard viser lokalet frem.

“Vi skal have nogle bevægelsespauser,” siger Marius Emil, der indtil i dag har siddet på sit eget værelse og spillet på computeren. Han kan se flere muligheder i eSport.

“Nu kan jeg være sammen med andre. Det er rigtig godt, for vi kan opmuntre hinanden med et klap på skulderen, når noget lykkes.”

Opsigt udenfor Hammel

Hammel GFs nyeste aktivitet har vakt opsigt langt omkring. På DGIs hjemmeside bliver HGF fremhævet med denne overskrift: “Hammel GF går all-in på esport.”

Til dgi.dk siger Hammel GFs forenings- og eventchef Allan Bo Andresen:

“Vi ser en målgruppe i at lokke helt nye til, der ikke har været tilknyttet en idrætsforening før. Samtidig tror vi også, at esport kan ramme unge, der tidligere har dyrket sport, men af forskellige årsager har meldt sig ud af foreningen.”

Det er da også den altid nærværende Allan Bo, som dukker op i samme øjeblik, der er lidt knas med forbindelsen.

I løbet af få sekunder har han sammen med it-lærer Michael Juul Thomsen skabt hul igennem, så computerne kan åbne programmerne ud i verden.

Formand for Favrskov eSport Benny Præstgaard er ikke med i dag. Han har tidligere sagt til dgi.dk:

”Der er en stor esportsbølge lige nu, og det kan man også mærke på firmaer, når der skal laves aftaler. Da vi skulle skaffe vores computere fik vi masser af tilbud, og det tror jeg skyldes esports enorme vækst gennem de seneste år. Esport tordner frem i øjeblikket, så det er bare med at hoppe med ombord.”

Spillene, de unge kan kaste sig over, er foreløbig Counter-Strike GO og League Of Legends, som formanden mener, er de spil, der har størst interesse blandt de unge.

Det kræver et stort mentalt overskud at spille computerspil. Derfor vil de unge sørge for, at fysikken er i orden.

Det kræver et stort mentalt overskud at spille computerspil. Derfor vil de unge sørge for, at fysikken er i orden.

Sonni Skriver (tv) og Marius Emil Damgaard på deres pladser i det store computerrum med god udsigt til de fysisk aktive sportsfolk.

Sonni Skriver (tv) og Marius Emil Damgaard på deres pladser i det store computerrum med god udsigt til de fysisk aktive sportsfolk.

Publiceret 09 February 2018 11:30

Lokalavisen Favrskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Favrskov
SENESTE TV