Bo Berger skifter fra LA til Venstre

Liberal Alliance mister frontfigur

Af
Af Hanne Bliksted

Liberal Alliance i Favrskov har mistet sin frontfigur, idet Bo Berger har forladt partiet og meldt sig ind i Venstre.

Bo Berger har været med i partiet i to et halvt år og var partiets spidskandidat ved kommunalvalget i 2017. Han har blandt andet gjort sig bemærket med en kraftig kritik af Favrskov Kommunes plan om at privatisere en del villaveje, en plan som kommunen efter voldsom kritik droppede i starten af 2017.

Allerede i valgkampen overvejede han et partiskifte, fordi Liberal Alliances politik på landsplan efter hans mening blev lidt for firkantet. Han ser partiet Venstre som en stærkere platform for sit fremtidige politiske engagement.

“Jeg er stadig liberal og har mine holdninger. Jeg er jo ikke blevet et andet menneske, fordi jeg har skiftet parti,” siger Bo Berger.

Formanden for Venstre i Favrskov Ken Richter glæder sig over, at partiet får nye medlemmer og også folk fra andre partier.

“Bo Berger var meget aktiv i valgkampen, og der er basis for gode politiske diskussioner. Han kan blive en god kandidat til næste valg,” tilføjer Ken Richter.

Bo Berger er også kendt for sin modstand mod at føre letbanen til Hinnerup, den holdning deler hans nye parti dog ikke med ham.

“Der skal også være plads til andre synspunkter, og han kan blive overbevist om noget andet. Nu har han jo for eksempel overbevist sig om, at han skal være medlem af Venstre,” tilføjer Ken Richter.

Bo Berger er 48 år og salgschef ved PH Spaanteknik, Han bor i Hammel.

Publiceret 13 March 2018 10:30

Lokalavisen Favrskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Favrskov
SENESTE TV