HSK Basketball vandt nordisk sølv

Klokken 03.30 natten til tirsdag ankom en flok udmattede drenge med bus fra Sverige til parkeringspladsen foran Hadsten-Hallen. Men på trods af trætheden var der masser af smil. De havde nemlig vundet sølv til de nordiske klubmesterskaber. Det er HSK Basketball's drenge fra årgang 04, der fik det flotte resultatet i Södertälje i Sverige.

I alt skulle drengene spille mod seks klubber før medaljerne var i hus. Det var AIK Stockholm, som de lokale drenge mødte i finalen. Men ligesom i gruppespillet blev holdet fra den svenske hovedstad for stor en mundfuld, og HSK måtte se sig slået 77-58.

”Mit primære formål med stævnet var at give alle drengene mulighed for at høste erfaring med at spille mod de allerbedste hold og spillere i Norden. Det er super vigtigt for deres udvikling. At vi så kommer hjem med sølvmedaljer er en fantastisk ekstra bonus, som jeg selvfølgelig er super stolt af på drengenes vegne”, siger Cagdas Ates, der er holdets træner.

Publiceret 15 April 2018 07:15

Lokalavisen Favrskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Favrskov
SENESTE TV