Spielbergs fortidsøgler vender tilbage

Nu kommer Jurrassic World – Fallen Kingdom

Af
Daniel Hartvig Nielsen Kino.dk

I 1975 var Steven Spielberg med til at ændre måden vi går i biografen på. Det skete med historiens første sommer-blockbuster, haj-filmen 'Dødens gab', der formåede at skabe paranoia på alverdens strande og fik publikum til at valfarte i biografen i det solrige sommervejr. Til at hjælpe sig havde Spielberg flere rekvisithajer i fuld størrelse - og mest sensationelt en mekanisk styret robothaj.

Men 'Dødens gab' var kun en forsmag på Spielbergs fantasifulde virke. I 1993 væltede han nemlig publikum omkuld igen, da han vakte de uddøde dinosaurer til live på det hvide lærred i den storslåede 'Jurassic Park'. De livagtige fortidsøgler blev skabt med banebrydende computerteknologi, det såkaldte CGI, samt fremstillet i fuld størrelse med imponerende indbygget robotteknologi.

Den eventyrlige historie om en forlystelsespark fyldt med fortidens kæmpedyr vækkede barnet i selv den mest forstokkede person, og endnu engang formåede Spielberg at lokke publikum til biograflugerne i de lune juni-dage. Faktisk omsatte filmen for så meget, at det på daværende tidspunkt sikrede 'Jurassic Park' en førsteplads på listen over de bedst sælgende film nogensinde.

Spielberg fulgte selv triumfen op i den mere dystre 'The Lost World: Jurassic Park', men med den mindre vellykkede 'Jurassic Park III' i 2001 troede man faktisk, at dinoerne blev i graven. Men små 12 år efter startede produktionen til en fjerde film, da instruktør og manuskriptforfatter Colin Trevorrow blev hyret ind, og i 2015 fik 'Jurassic World' så premiere.

En funktionel park

Filmen viste for første gang en funktionel park - en ny verden fyldt med flyvende øgler, raptors og ikke mindst tyrannosaurus rex - genskabt i den gamles fodspor med betagende special effects.

Spørgsmålet var så, om den 22 år gamle franchise stadig havde et tag i publikum? Al tvivl blev gjort til skamme. 'Jurassic World' overgik den første film og blev det bedst sælgende kapitel i serien.

Nu kommer efterfølgeren så, 'Jurassic World: Fallen Kingdom'. Trevorrow styrer stadig løjerne på sidelinjen, men det den spanske gyser-instruktør J.A. Bayona som står bag kameraet på, hvad der tegner til at blive det uhyggeligste kapitel i dinosaur-franchisen.

I den nye film igangsætter Owen og Claire i skikkelse af Chris Pratt og Bryce Dallas Howard en redningsaktion, da et vulkanudbrud truer med at udrydde dinosaurerne på øen. Men en større konspiration synes at stikke under, og de mystiske bagmænd er ikke kun interesseret i at redde den allerede uddøde dyreart. Dinosaurerne finder vej til fastlandet, og så kan ingen føle sig sikre.

På rollelisten er en gammel Jurassic-kending, nemlig Jeff Goldblum, som var med i de to første film og som her vender tilbage i sin velkendte rolle som kaosteoretikeren Ian Malcolm. Det er heller ikke sidste gang, vi kommer til at se Owen og Claire. En sjette film og samtidig afslutningen på den nye 'Jurassic World '-trilogi er nemlig allerede offentliggjort med premiere i 2021.

Læs mere om aktuelle og kommende film på kino.dk.

Fortidens rovdyr er ikke for sarte sjæle. Foto: UIP

Fortidens rovdyr er ikke for sarte sjæle. Foto: UIP

Jurassic World: Fallen Kingdom

Genre: Action, adventure
Instruktør: J.A. Bayona
Skuespillere: Chris Pratt, Bryce Dallas Howard, Jeff Goldblum, Toby Jones
Spilletid: 128 min.
Land: USA

Publiceret 10 June 2018 11:30

Lokalavisen Favrskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Favrskov
SENESTE TV

13-årig iværksætter tog på messe i Hadsten

Mens mange voksne vægrer sig ved at prøve kræfter med livet som selvstændig erhvervsdrivende, har Max Hammerum på kun 13 år ikke den slags hæmninger.

Det viste han tydeligt på en virksomhedsmesse i Hadsten. To 3D-printere tegner med en sagte summen de tynde konturer op til noget, der senere bliver til en udstiksform til småkager. Max Hammerum fra Hadsten er iværksætteren med den simple men geniale idé at fremstille kageformene efter kundernes individuelle ønsker. Han var en af 12 udstillere på en lille virksomhedsmesse i Hadsten Erhvervspark, der blev afholdt for kort tid siden.

”Jeg fik ideen sammen med min lillebror, Villads, da vi skulle til at have hund, og vi selv ville bage hundekiks til den. Vi vidste, at den hedder Luca, og det var Villads, der fik ideen med at få navnet med i udstiksformen og, at den skulle 3D-printes,” husker Max Hammerum.

Respekt for iværksætter

Siden tænkte han og Villads, at der nok var andre, som kunne tænke sig en helt egen udstiksform. Det var kort før jul sidste år og efter at have fået en hjemmeside om produktet, begyndte ordrerne at tikke ind. Og det i en grad, så produktionen ikke kunne følge med, og drengene måtte sige nej til kunder. Efter jul gik salget helt i stå, men har sidenhen rettet sig til et stabilt leje.

”Jeg er dybt imponeret over Max. Ham har jeg respekt for. At han gør det, selv om han kun er 13 år. Jeg synes, det var et vildt spændende arrangement med meget forskellige udstillere. Jeg er kom for at netværke og blive inspireret og få ideer til, hvis jeg senere skal bruge noget,” forklarer Katrine Juul.

Hun er sikkerhedskonsulent hos Verisure og var inviteret af den ene af arrangørerne, Andreas fra Rønnow Grafisk, som hun kender, fra dengang hun selv var iværksætter. Hun har ikke sluppet drømmen om at være selvstændig, og hun ved, at hun en dag kan få brug for et stærkt netværk, hvis hun skulle vove at forsøge sig igen.

Næste år endnu vildere

”Min filosofi er, at hvor folk mødes, sker der noget. Derfor lavede vi den her inspirationsbuffet. Vi gør det for at netværke, og vi vil gerne netværke for dem, vi handler med. Og så vil vi selvfølgelig vise vores gæster den brede flade af det, vi leverer,” fortæller Andreas Rønnow Petersen, indehaver af Rønnow Grafisk.

På trods af en del afbud i sidste øjeblik, hvilke han tilskriver det solrige vejr, og at virksomheder generelt har travlt, noterer Andreas sig, at hans inspirationsbuffet blev velbesøgt. Cirka 300 gæster og udstillere har man efterfølgende talt op. Det er fjerde år, Rønnow Grafisk holder arrangementet og første gang med andre udstillere. Og succesen vil fortsætte:

”Vi gør det absolut igen til næste år, og det kommer til at vokse. Næste år bliver det endnu vildere!” lover Andreas Rønnow Petersen.