VM i fodbold giver os noget at være sammen om

Danmark er på den anden ende, når fodboldlandsholdet deltager i slutrunder. I år bliver ingen undtagelse. “En af de få ting, der stadigvæk kan samle os,” mener ekspert

Af
Niels Philip Kjeldsen npk@sondagsavisen.dk

VM Når det danske fodboldlandshold de kommende uger deltager ved VM i fodbold, vil følgende scenarier udspille sig på tværs af Danmark: Landsholdstrøjer og klaphatte vil blive støvet af, ansigter vil blive malet i rødt og hvidt, sangen 'Re-Sepp-Ten' vil blive skrålet i det uendelige, og folk i alle aldre vil stimle sammen til Danmarks kampe.

Der opstår en særlig stemning, når Danmark deltager i slutrunder. Nogle kalder det folkefest, andre en vitaminindsprøjtning til sammenhængskraften.

Lige nu går 43 procent af den danske befolkning og glæder sig til det forestående VM. 67 procent regner med at skulle se Danmarks kampe, viser en YouGov-undersøgelse for Søndagsavisen. Tal, der med flere længder overstiger seertallet til en gennemsnitlig dansk fodboldlandskamp.

“Fodboldslutrunder er en af de få ting, der stadigvæk evner at samle os som nation,” forklarer livsstilsekspert Henrik Byager, og uddyber:

“Når Danmark er med på den store scene og deltager i noget, hele verden snakker om, så står vi sammen om det. Så er koner, kærester, forældre og andre, der ikke interesserer sig for fodbold normalt, pludselig også med. I sådan en periode deltager vi alle i den samme fest.”

Vi hepper på os selv

Ifølge Flemming Toft, der har fulgt det danske landshold gennem årtier som kommentator og ekspert, er det lysten til at være sammen, der løfter slutrunderne op til store begivenheder.

“Vi elsker fællesskab i Danmark. Og når det gælder landsholdet, kan alle være med, uanset om man har forstand på fodbold eller ej. Det er en fælles fest, når nationens mest profilerede navne er samlet. Vi synger nationalsang, vores prinser er som regel til stede. Så det bliver en national begivenhed, vi er sammen om,” siger Flemming Toft.

På mange måder er det i virkeligheden os selv, vi hepper på, når vi sidder foran tv-skærmen og kipper med flaget, mener Jørn Hansen, professor og idrætshistoriker på Syddansk Universitet.

“Det er jo hele nationens hold. Det er ikke Christian Eriksen, der spiller fodbold – det er os selv. Det er os som land, der er med til VM. Vi kan identificere os med det hold, og vi føler os som en del af det. Der opstår en enorm interesse for at være med i det fællesskab, der er omkring de her begivenheder. Alle vil være med.”

Grønt lys til karneval

Og det går ikke stille af sig. Udklædninger, fællessange, ansigtsmaling, truthorn og danske flag overalt er blot en flig af de udskejelser, der følger med, når Danmark spiller kampe ved slutrunder.

“Der er noget karneval over det. Vi gør op med en alvorlig verden og hverdag, og så kan vi pludselig tillade os at have en mærkelig hat på og råbe og skrige ad en tv-skærm. Der er grønt lys til at skabe os åndssvage i de her sammenhænge,” siger Jørn Hansen.

Og det er tiltrængt med et dansk hold til en VM-slutrunde, mener Henrik Byager.

“Vi har savnet det her landshold. Det ligger dybt i os, at et godt fodboldlandshold er noget af det mest underholdende og noget, vi alle kan være sammen om at juble eller græde over. Så det her hold giver noget håb og en anledning til at feste sammen igen.”

Vores traditioner

45 % af de danskere, der ser VM-fodbold, gør en eller flere ting, når de skal se
Danmarks kampe
33 % ser kampene sammen med venner og familie
16 % har altid slik, chips og sodavand på bordet
7 % har specifikt tøj på – landsholdstrøje eller andet
6 % tager ud til storskærmsarrangementer
5 % sidder med dansk flag eller klaphat
4 % pynter op med danske flag
Kilde: YouGov for Søndagsavisen,
672 repræsentativt udvalgte danskere, der skal se Danmarks kampe under VM.

Publiceret 10 June 2018 14:00

Lokalavisen Favrskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Favrskov
SENESTE TV

13-årig iværksætter tog på messe i Hadsten

Mens mange voksne vægrer sig ved at prøve kræfter med livet som selvstændig erhvervsdrivende, har Max Hammerum på kun 13 år ikke den slags hæmninger.

Det viste han tydeligt på en virksomhedsmesse i Hadsten. To 3D-printere tegner med en sagte summen de tynde konturer op til noget, der senere bliver til en udstiksform til småkager. Max Hammerum fra Hadsten er iværksætteren med den simple men geniale idé at fremstille kageformene efter kundernes individuelle ønsker. Han var en af 12 udstillere på en lille virksomhedsmesse i Hadsten Erhvervspark, der blev afholdt for kort tid siden.

”Jeg fik ideen sammen med min lillebror, Villads, da vi skulle til at have hund, og vi selv ville bage hundekiks til den. Vi vidste, at den hedder Luca, og det var Villads, der fik ideen med at få navnet med i udstiksformen og, at den skulle 3D-printes,” husker Max Hammerum.

Respekt for iværksætter

Siden tænkte han og Villads, at der nok var andre, som kunne tænke sig en helt egen udstiksform. Det var kort før jul sidste år og efter at have fået en hjemmeside om produktet, begyndte ordrerne at tikke ind. Og det i en grad, så produktionen ikke kunne følge med, og drengene måtte sige nej til kunder. Efter jul gik salget helt i stå, men har sidenhen rettet sig til et stabilt leje.

”Jeg er dybt imponeret over Max. Ham har jeg respekt for. At han gør det, selv om han kun er 13 år. Jeg synes, det var et vildt spændende arrangement med meget forskellige udstillere. Jeg er kom for at netværke og blive inspireret og få ideer til, hvis jeg senere skal bruge noget,” forklarer Katrine Juul.

Hun er sikkerhedskonsulent hos Verisure og var inviteret af den ene af arrangørerne, Andreas fra Rønnow Grafisk, som hun kender, fra dengang hun selv var iværksætter. Hun har ikke sluppet drømmen om at være selvstændig, og hun ved, at hun en dag kan få brug for et stærkt netværk, hvis hun skulle vove at forsøge sig igen.

Næste år endnu vildere

”Min filosofi er, at hvor folk mødes, sker der noget. Derfor lavede vi den her inspirationsbuffet. Vi gør det for at netværke, og vi vil gerne netværke for dem, vi handler med. Og så vil vi selvfølgelig vise vores gæster den brede flade af det, vi leverer,” fortæller Andreas Rønnow Petersen, indehaver af Rønnow Grafisk.

På trods af en del afbud i sidste øjeblik, hvilke han tilskriver det solrige vejr, og at virksomheder generelt har travlt, noterer Andreas sig, at hans inspirationsbuffet blev velbesøgt. Cirka 300 gæster og udstillere har man efterfølgende talt op. Det er fjerde år, Rønnow Grafisk holder arrangementet og første gang med andre udstillere. Og succesen vil fortsætte:

”Vi gør det absolut igen til næste år, og det kommer til at vokse. Næste år bliver det endnu vildere!” lover Andreas Rønnow Petersen.