Modelfoto

Falsk vvs'er erkender tyverier mod forsvarsløse kvinder

Kendt kriminel skal 15 måneder i fængsel

En 40-årig mand fra Aarhus har erkendt at have begået fire tricktyverier mod ældre mennesker i deres hjem. Det foregik på den måde, at han bankede på hjemme hos dem og udgav sig for at være vvs'er eller plejer. Under besøgene lykkedes det ham ubemærket at stjæle forskellige ting.

Tre af tyverierne foregik 15. juli i Viby. En kvinde på 77 år fik stjålet 600 kroner under den falske vvs’ers visit. En 89-årig kvinde mistede sin pung under besøg fra 'hjemmeplejen', og en 58-årig fysisk handicappet kvinde fik stjålet sit guldarmbånd. Det fjerde tricktyveri skete i marts i Hadsten, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 40-årige mand kom i politiets søgelys, fordi han tidligere er dømt for lignende tyverier.

En efterforsker begyndte at undersøge, om tyven havde forsøgt at afsætte guldarmbåndet til en marskandiser. Det gav pote i en butik i Aarhus, hvor den 40-årige mand dagen efter tyverierne i Viby viste sig at have solgt det guldarmbånd, der blev stjålet fra den handicappede kvinde.

Han havde ikke nogen fast bopæl, men blev sporet via sin telefon og anholdt 15. august i et supermarked i Viby.

Sagen mod den 40-årige mand har nu været i retten, der gav ham en straf på et år og tre måneders fængsel. Med i dommen var en reststraf fra en dom for lignende tricktyverier begået i 2015.

"Det er grove tyverier, der er gået ud over nogle forsvarsløse mennesker, som er blevet snydt og bestjålet i deres eget private hjem. Derudover er den 40-årige i forvejen kendt for lignende tyverier, så jeg er godt tilfreds med, at den 40-årige nu har fået en længere fængselsdom," siger Østjyllands Politis anklager Pernille Teilberg Jørgensen.

Den dømte ankede ikke dommen.

jr

Publiceret 09 November 2018 11:56

SENESTE TV