Modelfoto

Bil endte på taget på en mark efter overhaling i høj fart: Bilist og passager kravlede ud af bilen og stak af

Bilist og passager var berusede og stak af efter færdselsuheld ved Hammel

Af
Jeppe Rafn

Fredag kl. 21.30 skete der et færdselsuheld i den vestgående retning på Viborgvej ved Voldby syd for Hammel.

Det var et solouheld med en bil, hvor bilisten efter en overhaling mistede herredømmet med bilen, der kørte galt og endte på taget på en mark.

Et vidne i bilen, der blev overhalet, har fortalt politiet, at overhalingen skete med høj hastighed. Vidnet så derefter en kvinde og en mand kravle ud af den forulykkede bil og ringe til nogen, der kom og samlede dem op.

Inden de blev samlet op, var der tilfældigvis kommet en ambulance forbi og havde tilset dem på stedet. Kvinden og manden skulle have været berusede, men ikke være kommet til skade.

De to personer i den forulykkede bil var væk, da politiet kom frem, men politiet har ud fra den efterladte bil en god idé om, hvem de er. Det oplyser Østjyllands Politis vagtchef Bo Christensen til Lokalavisen Aarhus.

Politiet har i døgnrapporten skrevet, at de to personer blev anholdt og sigtet for spirituskørsel, men denne oplysning er ikke korrekt, fortæller vagtchefen til Lokalavisen.

Publiceret 01 December 2018 13:50

SENESTE TV