47-årig mand omkommet i færdselsuheld ved Hammel

To biler kørte frontalt sammen på Silkeborgvej mellem Røgen og Farre

Af
Jeppe Rafn

En 47-årig mand er blevet dræbt i en færdselsulykke med to biler, der skete syd for Hammel på Silkeborgvej mellem Røgen og Farre.

Ulykken skete tirsdag 25. december kl. 16.49, hvor den 47-årige mand kom kørende på Silkeborgvej i østlig retning. Ulykken skete i en blød kurve, hvor han ifølge politiets foreløbige undersøgelser kom over i den modsatte side af vejen og kørte frontalt ind i en anden bil.

Føreren af denne bil var en 43-årig mand, der havde sin lille datter med i bilen. De blev kørt på skadestuen efter ulykken, men skulle være kommet hjem igen og ikke være kommet alvorligt til skade, oplyser Østjyllands Politis vagtchef Stig Heidemann.

Som man kan se på foto og video fra ulykkesstedet, var vejen fuldstændig spærret af redningskøretøjer, ambulancer og politi.

Den 47-årige mand, der blev dræbt, kommer fra lokalområdet. Han havde ingen passagerer med i bilen.

Alvorlige ulykker bliver altid undersøgt af en bilinspektør, som skal redegøre for de nærmere omstændigheder. Det varer et stykke tid, før undersøgelsen er færdig.

Se flere billeder og videoer på localeyes.dk

Publiceret 26 December 2018 08:49