Modelfoto

Bilist sov kæmpebrandert ud på motorvejstilkørsel

Beruset 54-årig mand holdt i nødsporet og sov bag rattet i bil med motoren tændt og blinkende lygter

Af
Jeppe Rafn

En af politiets patruljer stødte i nat på en lille sort bil, der holdt i nødsporet på tilkørslen til Djurslandsmotorvejen ved Søftenvej nord for Aarhus. Bilen havde bremselyset tændt og blinkede til højre, så betjentene valgte at tage et nærmere kig på den holdende bil.

Motoren var tændt, og der lå en mand og sov henover rattet. Han virkede beruset, da betjentene vækkede ham, og det må man sige, han var, for han blæste alkometeret op på en promille over to. Han har tidligere fået frakendt sit kørekort, og da det nu var tredje gang, han blev taget i at køre bil i frakendelsestiden, blev hans bil beslaglagt med henblik på konfiskation. Det oplyser Østjyllands Politis pressemedarbejder Jakob Christiansen til Lokalavisen.

Bilen var desuden ikke indregistreret og heller ikke lovpligtigt forsikret, så der venter manden et større retsligt efterspil. Den meget berusede bilist, nu uden bil, er en 54-årig mand fra Aarhus.

Episoden fandt sted natten til fredag kl. 01.20, hvorefter han blev anholdt og taget med på politistationen for at få taget en blodprøve.

Publiceret 04 January 2019 00:00