Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Der er naturligvis forskel på rød og blå

Flemming Nørgaard,
Borgmesterkandidat, Venstre.

Der er en del, der går op i, om der er forskel på den nuværende borgmester og mig. Og, ja, det er der i høj grad.

Venstre har udarbejdet et stort valgprogram, der synliggør vores politik, herunder også forskellen på rød og blå.

Vi vil gentænke Favrskov og lave en ny administrativ og politisk struktur, og samtidig vil vi give langt større frihed til vores institutioner. Vi vil tiltrække borgere til hele kommunen via øget branding.

Vi vil sikre et skatte- og afgiftsstop, og vi vil fjerne administrative 'pukler' bl.a. inden for byggesagsbehandling.

Vi vil sikre normeringen på daginstitutioner, men samtidig lave større fleksibilitet for børnefamilierne ved at indføre halvdagspladser og tilskud til pasning af egne børn.

Vi vil øge ressourcerne til folkeskolen med et krav om at hæve karaktergennemsnittet. På integrationsområdet sidder vi ikke på hænderne men vil skabe jobs til flygtninge, der skal tale dansk indenfor to år og skabe danske sociale relationer. Vi vil ikke tøve med sanktioner, hvis integrationsprogrammet ikke følges.

Vi bryster os ofte af, at vi har en billig drevet kommune. Det er godt, men det kan også blive dyrt, hvis vi ikke investerer i gode løsninger, som styrker kommunen og dens borgere – det vil Venstre.

Jeg er tilfreds med, at man politisk arbejder i retning mod brede politiske aftaler i Favrskov Kommune. Et politisk resultat er ofte et kompromis, der er indgået efter politiske uenigheder, og det er sådan demokratiet i min optik skal fungere. Som politisk leder af Venstre er jeg ansvarlig for den politiske kurs, hvor vi i hele valgperioden har søgt samarbejde men også fået opbakning til langt de fleste af de mange forslag, vi har stillet.

Disse forslag tilkendegiver, at vi er et 'levende' parti, der er borgernes bindeled ind i det kommunale system. Vi afventer ikke et administrativt udspil, men vi stiller selv de politiske forslag.

Selvfølgelig er der forskel på rød og blå politik, og ligesom der løbende er behov for politiske forandringer, så er der også behov for fornyelse og nytænkning på borgmesterposten. Det er ikke en personlig kritik men en konsekvens af den 'metaltræthed', der opstår efter mange år i jobbet. Nogle kalder mig utålmodig, men jeg synes, at jeg er ambitiøs, da jeg ønsker hurtigere kommunal fremdrift.

Publiceret: 10. November 2017 15:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Favrskovposten

Valget netop nu