Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Der mangler mål for den kollektive trafik

Peder Meyhoff, byrådsmedlem for EL, Overdrevet 15, Hinnerup

Der har her i sommer været stor kritik af Midttrafiks forslag om at nedlægge bl.a. rute 111. Det er bestemt forståeligt; nedlægger man ruten, bliver Skjoldelev busløs, og også for Foldby-Norring vil der ske markante forringelser. Jeg forventer naturligvis også at både Teknik- og miljøudvalget og Byrådet vil protestere over forslaget.

Da Lars Løkke nedlagde amterne og flyttede de amtslige busselskaber over til regionerne, blev det ledsaget af løfter om at det skulle være ”nemt og enkelt” at bruge den kollektive trafik, og at der skulle skabes ”de bedst mulige trafikale løsninger” for borgerne.

Siden er de gamle busruter gradvis blevet forringet. Først ramte Midttrafiks besparelser mest Vestjylland, men efterhånden er ulykkerne også for alvor nået frem til Østjylland. Efterhånden er det kun i de større byer og langs de store pendlerveje at det det er ”nemt og enkelt” at komme med bussen.

Det grundlæggende problem er at skiftende regeringer helt har manglet mål for den kollektive trafik. Man har mål for daginstitutioner, skoler, ældrepleje osv., men den kollektive trafik får lov at sejle sin egen sø. Og efterhånden som dieselolien og chaufførlønningerne stiger, stiger billetpriserne også, således at stadig flere vælger busserne fra og køber egen bil (eller bil nr. to).

Det skyldes nok at de skiftende regeringer alle hylder det liberalistiske princip om at det der ikke kan betale sig, må falde – uanset konsekvenserne. Det eneste de kan levere, er tomme ord som ”nemt og enkelt” og ”bedst muligt”.

Men tænk hvis regeringen opstillede nogle mål der faktisk sikrede en rimelig busbetjening. Fx at alle byer med over 500 indbyggere skal have mindst en busforbindelse hver halve time, og alle byer over 150 indbyggere skal have en forbindelse mindst hver time. Det er åbenbart kun på den måde at man kan sikre at borgerne i de mindre byer får en rimelig kollektiv trafik.

Regeringerne er jo ellers rigtig glade for at opstille mål og garantier på mange andre områder. Det burde de også gøre på den kollektive trafiks område. Så kunne de også overveje hvad der er formålet med at have en kollektiv trafik. Én ting er at den giver alle borgere mulighed for at leve et nogenlunde normalt liv uanset om de har bil eller kørekort, men den reducerer også miljøbelastningen og forbedrer fremkommeligheden på vejene.

Publiceret: 06. August 2017 08:15

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Favrskovposten

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt