Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Favrskov skal gøre mere for de demente

Kirsten Lykke Nissen (V). Byrådskandidat KV17. Lille Thorupvej 17 8860 Ulstrup.

I tirsdags var jeg til et rigtigt godt vælgermøde i Ældresagen, hvor et af de helt store spørgsmål var demensområdet. Men fik vi svar på, hvad fremtiden bringer i Favrskov? Venstre viser igen vejen, vi vil bl.a. oprette et demenscenter til videndeling og udvikling af området.

Der er i dag 90.000 demente i Danmark, og mere end 400.000 danskere er berørt af sygdommen. Det er rigtig mange, men tallet forventes desværre at stige yderligere i fremtiden, således der om 25 år vil være 165.000, der lider af demens.

I kraft af mit daglige virke som leder indenfor ældreområdet, så har jeg et indblik i, hvad der rør sig på landsplan indenfor området. Flere af landets kommuner er indgået i et samarbejde, hvor fokus på og viden om demens deles og udvikles – det samarbejde hedder Demensalliancen. Randers, Mariagerfjord, Viborg og Aarhus Kommuner er alle med i samarbejdet om at være en demensvenlig kommune, men Favrskov er ikke! Hvorfor får jeg lyst til at spørge Nils Borring?

Nils Borring udtalte til TV Midt Vest, “at man ved, hvad man har - ikke hvad man får” til spørgsmålet om, hvem der skal være Favrskovs nye borgmester.

Er det, det samme vi kan forvente på demensområdet?

Jeg ved, hvad jeg vil i fremtiden. Jeg vil arbejde for, at Favrskov Kommune er med i front i forhold til ældreområdet og særligt i forhold til demens. Jeg mener, at Favrskov skal med i Demensalliancen, hvor vi sammen med andre kommuner kan styrke indsatsen for både den demensramte og de pårørende!

Publiceret: 18. November 2017 17:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Favrskovposten

Valget netop nu