Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Fratagelse af selvstændighed og spild af ressourcer

Karen Kristensen, Grønningen 4D, Hadsten

Jeg er en 67-årig, scleroseramt kvinde, der bor i Hadsten.

Jeg har gennem længere tid siddet i kørestol, og mine hænder er nu også blevet ramt af sygdommen. Det betyder, at jeg skal have hjælp til det meste - også til at tage medicin.

Jeg tager to gange om ugen en halv sovepille. Dette er lægeordineret og der står naturligvis på pakken, at de tages på denne måde.

Desuden har jeg selv købt D-vitaminer i håndkøb, som jeg også skal have hjælp til at tage, fordi jeg ikke selv kan tage låget af.

Det er så gået fint i en årrække, indtil Favrskov Kommune pludselig har indført ny praksis for hjemmehjælperne.

De må nu ikke længere give mig piller, der ikke er portionsdoseret af en sygeplejerske. Dette til trods for at jeg ikke får anden medicin end sovepillerne to gange om ugen.

Man tiltror altså ikke hverken hjemmehjælpere eller mig evnen til at kunne læse og forstå, hvad der står på en medicinpakke, eller overskue dosering af noget så harmløst som D-vitaminer.

For at gøre det endnu mere omkostningstungt er det også sådan, at sygeplejersken ikke må dosere medicin, der ikke står på et medicinkort.

Heldigvis har hun da mulighed for, at komme forbi en dag og lære min faste hjemmehjælper op til at tage D-vitaminpillerne op i en doseringsæske. Så kan hun gøre det, mens sygeplejersken så skal lægge de lægeordinerede i.

Det er for mig en yderligere fratagelse af selvstændighed at jeg ikke selv - som alle andre - kan bestemme, hvornår min medicin skal tages. Det er mine hænder og ben, der fejler noget – ikke mit hoved.

Men det værste er næsten ressourcespildet. Selvfølgelig er det en lille ting hos den enkelte, men det bliver da til en del, når det skal gøres hos alle, der modtager hjælp.

Publiceret: 17. November 2017 08:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Favrskovposten

ANNONCER
Se flere