Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Frivillige skaber oplevelser for livet

Morten Bang (V), byrådskandidat i Favrskov. Højager 74, Hinnerup

Jeg har for et par uger siden sendt to af mine drenge på henholdsvis 11 og 13 år med HOG"s rejseklub til Barcelona. To store busser forlod Rønbækskolens parkeringsplads fredag kl. 1700 med kurs mod Barcelona og mange store oplevelser.

Jeg skulle selv have været med, men en nylig operation i ryggen gjorde, at jeg måtte blive hjemme. Mens jeg stod der og lyttede til alle de forventningsfulde drenge og piger og så, hvor meget de glædede sig. Så kunne jeg tænke mere end 25 år tilbage, hvor jeg som 13-årig var med HOG fodbold på tur til Jugoslavien.

En tur, som jeg stadig husker meget tydeligt - Det var i bogstaveligste forstand en oplevelse for livet! Og mange af dem, der var med dengang, har ligesom jeg selv “vendt næsen hjem” og har bosat sig i Hinnerup.

Når man har gode oplevelser og trygge rammer med fra sin barndom/ungdom, så vil man gerne give det videre til sine egne børn. Det gælder både skole og fritid, og som Nik og Jay synger: “85% vender næsen hjem igen”.

Det har jeg selv gjort, fordi jeg har haft oplevelser, trygge rammer, et aktivt liv i foreningerne, og jeg har været på ture som den til Jugoslavien.

Nu har jeg sendt mine børn med fodboldklubben, men det kunne være mange andre oplevelser: spejdernes landslejr med de lokale foreninger fra Favrskov eller udlandstur med Hinnerup Garden - Jeg kender mange der har været med både spejderne og Hinnerup Garden, og de har fået de samme unikke oplevelser med hinanden, som mine drenge får i denne uge i Barcelona!

Favrskov kommune skal bakke op om alle kommunens frivillige og alle foreningerne. Alle vores frivillige foreninger i hele kommunen løfter en kæmpe opgave for både børn, unge, voksne og ældre - Det skal vi sikre, også i fremtiden!

Jeg glæder mig til at få mine drenge hjem igen, og jeg ved, at de kommer hjem uden meget stemme. De har hygget sig med både drenge og piger, de har nydt det gode vejr, de har spillet en masse fodbold - De har fået en oplevelse for livet, og de har oplevet sammenholdet med både børn og voksne - Måske de en dag bosætter sig i Hinnerup?

Publiceret: 16. November 2017 08:15

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Favrskovposten

Valget netop nu