Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Godt med videoovervågning

Ole Vinsten. Flinthøjen 1. 8382 Hinnerup.

Videoovervågning kan være en god og effektiv metode, når kriminelle syndere skal lokaliseres. Senest har FavrskovPosten beskrevet stenkast fra motorvejsbro ved Hadsten. Stenkast, der ramte bil, dog lykkeligvis uden personskade. I den andelsboligforening, hvor jeg bor, havde vi 23. oktober besøg af en bande kriminelle, der forsøgte tricktyveri mod en af andelsboligforeningens ældre beboere.

En beboer, der stadig er psykisk mærket oven på den voldsomme oplevelse. Andelsboligforeningen er i besiddelse af en 15 minutters lang videooptagelse, der med tydelighed viser bandens kriminelle taktikform fra ankomst, til de atter forsvinder. Hele Tricktyveriets forløb er detaljeret beskrevet i FavrskovPosten 31. oktober.

Tak til FavrskovPosten. Videooptagelsen er efterfølgende blevet udleveret til nærpolitiet i Favrskov Kommune.

Hvorledes politiet har eller ikke har håndteret de fremlagte videooptagelser, kender vi ikke til. Andelsboligforeningens kasserer har dog efterfølgende rettet henvendelse til Østjyllands Politi med forespørgsel på, hvad politiet videre ville foretage. Foreningens bestyrelse gik ud fra, at udlevering af videooptagelsen ligeledes var at betragte som en politianmeldelse af de fire aktive bandemedlemmer. Men ak og nej, sådan forholder juraen sig ikke. Såfremt der skulle foretages en anmeldelse og dermed optages en politirapport, da skulle skadelidte (vores ældre kvindelige beboer) selv anmelde forsøg på tricktyveri til ordensmagten. Som tidligere anført er vores beboer stadig ganske alvorlig skræmt.

Derfor valgte bestyrelsen, at der ikke skulle ruskes mere op i det voldsomme hændelsesforløb, som vores beboer havde været udsat for. Konklusion: Er videooptagelse af kriminel handling en fordel? Tja, både ja og nej. Såfremt politiet benytter sig af eventuel videooptagelse, så uden tvivl et åbenlyst godt redskab. Som nævnt kræver en videre efterforskning ligeledes, at politiet også optager skriftlig rapport.

Altså åbenbart ikke tilstrækkeligt, at man personligt overdrager en videooptagelse til ordensmagten! Her svigtede forståelsesevnen, ud i en ulogisk politisk godkendt jura. I dagens Danmark kan man blive straffet, såfremt man i det offentlige rum udlægger videooptagelse, der uomtvisteligt viser en igangværende kriminel handling. Det uanfægtet voldsomheden, i den aktuelle kriminelle handling. Har man i Danmark en politisk vedtaget lovgivning, der i væsentlighed beskytter den/de kriminelle på bekostning af den/de kriminelles ofre?

I Danmark har man et fantastisk effektivt og dygtigt politikorps, der naturligvis må og skal agere ud fra udstukne politiske retningslinjer. Så min dybeste respekt for samtlige vore politimænd og -kvinder. Min vurdering er, at juraen i en politisk vedtaget lovgivning spænder ben i situationer, hvor videooptagelser er og kan være særdeles værdifulde elementer i forbindelse med opklaring af kriminelle handlinger, eksempelvis i situationer med stenkast fra motorvejsbroer, tricktyverier med mange - mange flere.

Forundret: Tja. Ligetil og nemt forståeligt, virker det ikke. Desværre!

Publiceret: 16. November 2017 08:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Favrskovposten

ANNONCER
Se flere