Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Hammel Neurocenter i økonomisk stormvejr

Af Christian Møller-Nielsen, Landsbækvej 90A, Hammel, Regionsrådskandidat(V), tidl. lægefaglig direktør, Region Midtjylland.

Det økonomiske grundlag for Regionshospitalet Hammel Neurocenter er truet fordi Region Syddanmark og Region Nordjylland ikke overholder de nationale faglige retningslinjer for avanceret neurorehabilitering.

Det er pinligt, at regionale økonomiske interesser i naboregionerne kombineret med manglende respekt for Sundhedsstyrelsens nationale retningslinjer overtrumfer patienternes tarv og udelukker dem fra den bedste patientbehandling.

For at sikre optimal behandling af svær hjerneskade for alle borgere i landet besluttede Sundhedsstyrelsen for mange år siden, at den højtspecialiserede neurorehabilitering kun foretages to steder i Danmark. For de tre regioner i Jylland og Fyn er behandlingen samlet på Regionshospitalet Hammel Neurocenter, som er internationalt fagligt anerkendt.

Region Syddanmark og Region Nordjylland tilbageholder tilsyneladende af økonomiske årsager svært hjerneskadede patienter i eget hospitalsregi frem for som aftalt at henvise til Regionshospitalet Hammel Neurocenter. Det er ikke værdigt for et samarbejdende sundhedsvæsen i Danmark, og burde snarest afklares i Danske Regioners sundhedsudvalg.

Regionsrådet i Region Midtjylland har tilsyneladende sovet i timen og bør snarest tage en dialog med naboregionerne. Det er nemlig regionsrådets ansvar, at Regionshospitalet Hammel Neurocenters status som Nordens førende rehabiliteringshospital ikke udhules på grund af økonomisk kassetænkning ved regionsgrænser.

Publiceret: 12. September 2017 09:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Favrskovposten

ANNONCER
Se flere