Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Debat: Mere grødeskæring er en molboløsning

Peder Meyhoff. Byrådsmedlem for Enhedslisten i Favrskov

Der er som bekendt opstået et problem med sommervandstanden i Gudenåen. Den er ofte meget højere end tidligere.

Årsagen er dels mere regn, men også at vandet blevet er renere. Det sidste er jo ganske udmærket – men rent vand giver mere lys ned i vandet, og det øger væksten af vandplanterne.

Det hæmmer så vandgennemstrømningen og hæver vandstanden. Så langt er alle enige.

I Favrskovs Udvalg for Teknik og Miljø er vi også enige om at det er et problem der er svært at løse. Den umiddelbart nærliggende løsning – at skære grøden væk i større omfang end tidligere – har nemlig nogle ulemper.

Som udvalgsformand Kurt Andreassen (V) siger det i MJA lørdag 7. januar:

”Øger vi grødeskæringen, så kommer der mere lys i vandet og dermed også en kraftig vækst i grøden. Det begunstiger samtidig planter som pindsvineknop, som vokser vanvittigt hurtigt”.

Ikke desto mindre valgte Kurt Andreassen sammen med flertallet af Teknik- og Miljø-udvalget at anbefale at der fremover skal skæres grøde to gange om året – altså en fordobling af det nuværende omfang.

Resultatet vil naturligvis blive lavere vandstand umiddelbart efter skæringerne, men til gengæld vil problemerne med især pindsvineknop blive endnu større.

Og faktisk så store at forvaltningen har beregnet at to årlige skæringer kan hæve september-vandstanden omkring Ulstrup med omkring 15 cm.

Derfor er flere skæringer en molboløsning. Det hjælper ikke ret meget, men flytter blot den høje vandstand hen til eftersommeren. Hertil kommer at grødeskæring skader miljøet, bl.a. for de laks og ørreder som man ellers bruger mange penge på at få til at trives. En anden følge er at pindsvineknob udkonkurrerer de vandplanter der vokser langsommere.

I stedet for at bruge resurser på en løsning der ikke hjælper, skal man finde nogle løsninger der hjælper – også på længere sigt.

Det er klart at der ikke er nogen enkel løsning, og derfor er der brug for en vifte af tiltag. En af dem er at lede vandet ind over lavtliggende arealer, en anden at beskytte haver og marker med diger, en tredje at hæve jordbunden i nogle af de udsatte haver.

Desuden må man også overveje om man kan opkøbe huse der er særligt udsatte. Måske er der også andre muligheder, men blot at skære grøde dobbelt så meget som i dag, løser ikke problemet. Og det skaber tværtimod nye problemer.

Publiceret: 11. Januar 2017 15:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Favrskovposten

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt