Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Tak for stemmerne

Camilla Borregaard (LA), Kandidat til KV17 og RV17. Vestre Ringvej 18 8370 Hadsten.

Vi er kommet over på den anden side af kommunal- og regionsrådsvalget 2017. Det har været en hektisk, men absolut spændende, lærerig og på flere måder givende måned for en førstegangskandidat som mig. 

Jeg er enormt beæret, stolt og taknemlig for de 345 borgere, der viste mig den tillid at sætte deres stemme personligt ved mig til kommunalvalget og de 903 personlige stemmer til regionsrådsvalget.

Af hjertet tak.

Samtidig er jeg selvfølgelig rigtig ærgerlig over, at Liberal Alliance samlet set, på trods af mere end en fordobling af stemmerne siden KV13, ikke fik de sidste afgørende stemmer, der kunne give os en plads i Favrskov Byråd.

Vi står altså udenfor byrådet de næste fire år, men vi vil absolut ikke blot se til. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at holde de siddende byrådsmedlemmer til ilden.

Jeg glæder mig over, at min mærkesag om at fjerne ekstrabeskatning, i form af grundskyld for vores fri- og privatskoler, blev vedtaget i budgettet 2018. Flere af sådanne liberale tiltag håber jeg meget at se fremadrettet.

Jeg har blandt andet under valgkampen hørt kandidater og byrådsmedlemmer fra ”rød blok” tale for skattestigninger. Højere grundskyld. Det håber jeg virkelig, at Venstre og Konservative vil stå imod med alt deres magt.

Noget andet jeg er meget spændt på, er fremtiden for vores folkeskoler. En af mine mærkesager er mere frihed til dem. Vi skal have mere decentralisering, således det bliver den enkelte skole, der sætter rammerne for hvordan de vil drive den. Herunder skal det også være den enkelte skole, der selv træffer afgørelse om, hvorvidt de vil afkorte skoledagene.

Under valgkampen hørte jeg samtlige partier, med undtagelse af vidst nok Enhedslisten, tale for lige netop dette. Det er jo glædeligt. Så må vi i Favrskov med rette også kunne forvente det sker.

Publiceret: 28. November 2017 04:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Favrskovposten