Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Tak til SOSU-assistenterne på Elmehøj

Af Bente Margrethe Andersen Skovbrynet 69, 8450 Hammel

Jeg vil gerne udtrykke min store taknemmelighed og dybe respekt over for SOSU-assistenterne på Elmehøj plejehjem i Hammel. Igennem ni år har de passet min far, som var 93 år, da han døde i 2017. Min far blev gradvist svagere, hans sanser blev dårligere, og det sidste års tid kunne han ikke længere stå og gå. Derfor blev han løftet med ”kran” fra seng til kørestol og tilbage igen.

Jeg har som besøgende på plejehjemmet kunnet se, at der ikke er to liv, som afsluttes ens. Nogle beboere bor kun på plejehjemmet i få uger, før de dør, andre ligger i sengen i årevis, og atter andre har et relativt aktivt liv på plejehjemmet, hvor de tager del i fællesskabet på forskellig vis. Et har dog alle til fælles: De kan ikke længere klare sig selv. Hvad er det så, SOSU-assistenterne skal hjælpe med at klare for beboerne? De skal naturligvis sørge for, at beboerne kommer op om morgenen, bliver klædt på, får mad, medicin og så videre. Det er den pleje og omsorg, som er til at få øje på.

Men samtidig skal SOSU-assistenterne også kunne differentiere deres indsats, så de ”læser” den enkelte beboer rigtigt.

Spørgsmålene kan være mange, som for eksempel om det er ved at være tid til at få stærkere briller, er hørelsen blevet dårligere, så der skal justeres på høreapparaterne, eller skal ørerne bare skylles, er der noget i vejen med tænderne, eller har beboeren bare ikke så meget appetit i dag, og er beboeren syg, skal lægen tilkaldes, eller er det noget, som blot kræver et par dage i sengen? Kan beboeren ikke rigtig spise selv længere, så det er nødvendigt at blive madet, og skal maden være lettere at få ned, som for eksempel mos og suppe, fordi evnen til at tygge er blevet dårligere? Sidder beboeren ordentligt i sin kørestol, eller skal der anskaffes en anden, og skal vi have en pårørende til at købe en morter, som beboerens piller kan knuses med, så de kan gives med yoghurt? Der opstår også akutte problemer, som kræver en indsats her og nu.

Det kan være, at en beboer har haft ”et uheld” og skal vaskes og have skiftet tøj fra inderst til yderst, det kan være opkast, som skal tørres op, mad og drikke som er blevet tabt på gulvet, en beboer er faldet, en beboer fejlsynker og skal hjælpes, en døende skal lindres, og pårørende har brug for at tale med en plejer. Sidst men absolut ikke mindst, og sideløbende med de forskellige praktiske opgaver, skal SOSU-assistenterne også klare den personlige og nærværende kontakt med beboerne. Det er den kontakt, som alle mennesker har brug for hele livet uanset alder, og som beboerne på et plejehjem får fra deres pårørende, når de kommer på besøg. Et smil, en kærlig eller sjov bemærkning, et knus. Når de pårørende ikke er der, skal SOSU-assistenterne tage over.

Hvis beboerne er i stand til selv at bevæge sig omkring, kan de komme i kontakt med hinanden, men hvis de er for dårlige til det, må de vente på besøg af pårørende - eller pleje og omsorg fra en SOSU-assistent.

Det siger sig selv, at vi mennesker, som har et aktivt liv og er i stand til at tage ansvar for os selv og bestemme, hvad vi vil, ja, vi kan have det svært med tanken om et liv på plejehjem. Min umiddelbare anbefaling er dog: ”frygt ikke”! Når vores sanser er svækkede, og vi ikke længere kan bevæge os sikkert omkring, så er det rigtig rart, at SOSU-assistenterne er der for os, klar til at hjælpe. De vil lindre vores smerter med deres pleje og omsorg, fysiske smerter såvel som åndelige, og de vil i det hele taget tage sig af alle de behov, der opstår omkring os.

Jeg anerkender naturligvis også med tak lederen, sygeplejersken, ergoterapeuten og andre, som indgår i teamet på et plejehjem, men jeg ser SOSU-assistenterne som kittet, der får det hele til at hænge sammen.

Tusind tak! Bente Margrethe Andersen, januar 2018.

Publiceret: 15. Januar 2018 08:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Favrskovposten

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt