Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Debat: Venstre må sadle om nu

Simon Buus Olsen Kandidat for Liberal Alliance Bøgehaven, Hadsten

Kommunalvalget er nu overstået, og det blev ikke overraskende for mig, at Nils Borring der igen-igen tog magten i Favrskov. På trods af politiske uenigheder, kan man ikke fornægte Nils Borring, når han siger, det jo går meget godt i Favrskov.

6.657 personlige stemmer viser jo også, hvem borgerne ønsker som borgmester.

Nu står vi også ved en skillevej, for hvis Venstre ikke sadler om de næste fire år, så bliver det også de næste otte år, at Nils Borring sidder på magten i Favrskov.

I valgkampen brystede Venstre sig af, at de på trods af den manglende borgmestertitel, havde masser af indflydelse på, hvad der skete i Favrskov. De har været med i samtlige budgetter og det kan til tider være meget svært at se forskel på Socialdemokratiet og Venstre i Favrskov.

Flemming Nørgaard har jeg fået fornøjelsen af at lære at kende lidt bedre her i valgkampen. Han ville være en kanon borgmester for Favrskov. Flemming og Venstres problem var blot, at de aldrig fik skabt alternativet til Nils Borring. For når det går godt i Favrskov, hvorfor så skifte borgmester?

Det alternativ fik Flemming og Venstre aldrig skabt, desværre.

Jeg tror, det er fordi Venstre aldrig fandt tilbage til deres rødder, deres liberale rødder. Vi kunne have lavet en alliance Venstre og LA imellem, hvor vi dikterede skattelettelser, som der er mere end rigeligt råderum til. Vi kunne samstemmigt have sagt ”Nej tak til letbanen”, fordi den simpelthen er for dyr.

Der var rigtig mange ting, vi kunne have lavet en liberal plan på, og skabt et reelt alternativ til Nils Borring.

Men i stedet stod vi i LA meget alene med skattelettelser og et højtråbende NEJ til letbanen. Og jeg tror, at vores fordobling i LA også kan ses i lyset af, at Venstre ikke viste deres liberale værdier i valgkampen.

Så Venstre står ved en skillevej. Vil de stå om fire år og igen bryste sig af stor indflydelse uden borgmestertitlen? Eller vil de bruge de fire år på at skabe et reelt liberalt alternativ til Nils Borring?

Venstre bestemmer, prekært nok, om Kong Borring skal regere de næste otte år, og det valg skal de tage nu.

Publiceret: 24. November 2017 15:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Favrskovposten

Valget netop nu
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt