Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Venstre vil rette op på social skævhed i musikskoleundervisningen

Birgit Liin (V). Byrådskandidat KV17, Hvidtjørnevej 3, Laurbjerg, 8870 Langå

Favrskov Kommune har en rigtig god musikskole. En ny rapport fra Kulturministeriet dokumenterer imidlertid, at elevtallet i landets musikskoler er faldende, og at det primært er de mest ressourcestærke forældre, som tilmelder deres børn til musikskoleundervisningen. Det samme gælder sandsynligvis for vores lokale musikskole. Det er ærgerligt – for musikskolen skal ses som et godt og stærkt supplement til folkeskolens undervisning.

I Venstre har vi derfor en række forslag til, hvordan vi kan få flere elever, uanset baggrund, til at benytte musikskolens tilbud.

Vi vil for det første sætte det kommunale tilskud til undervisningen op, så det bliver billigere for forældrene at lade deres børn gå til musikskoleundervisning.

For det andet vil vi styrke samarbejdet mellem folkeskolerne og musikskolen, herunder se på mulighederne for at lade musikskoleundervisningen foregå inden for skoletiden. Det skal nemlig være sådan, at flest mulige elever kommer til at kende til musikskoleundervisningen, og at det er nemt at komme til undervisningen.

For det tredje vil vi tage initiativ til et samarbejde med de omkringliggende kommuner, som kan gøre det muligt for elever, der bor i Favrskov Kommune, at gå til undervisning i en anden kommune, som de måske bor tæt på. Et tværkommunalt samarbejde vil give mange flere valgmuligheder for eleverne, og det vil gøre det lettere at finde det tilbud, som passer den enkelte bedst.

Publiceret: 10. November 2017 06:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Favrskovposten

Valget netop nu