Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Vi kan godt tænke selv

Camilla Borregaard (LA) Vestre Ringvej 18 8370 Hadsten

Der er efterhånden ingen grænser for, hvad politikere mener, staten skal blande sig i; Hvordan vi klæder os, hvornår vi må blive skilt og hvordan vi skal opdrage vores børn! Det er bare nogle af de mest aktuelle emner ud af mange på det seneste.

Dansk Folkeparti mener, at det simpelthen er blevet for let at blive skilt.

For nogle år tilbage fik vi ellers afskaffet den bundne separationsfase på seks måneder, der jo betød, at med mindre der forelå utroskab, så skulle man vente seks måneder, før man kunne blive skilt. Det vil Dansk Folkeparti nu genindføre af den årsag, at de mener, det er for let at blive skilt.

Men helt ærligt, hvad vedkommer det dem? At være gift eller at blive skilt er folks egen sag. Ikke politikernes. Staten tvinger ikke folk til at blive gift. Den skal selvfølgelig heller ikke tvinge folk til at blive sammen.

Ikke nok med det, så lancerede børne- og socialminister Mai Mercado onsdag 'Opdragelsesdebatten'. Nu skal staten også blande sig i, hvordan vi opdrager vores børn.

Hun mener, at alt for mange forældre ikke formår, at give deres børn den basale opdragelse, som de har behov for. Hun har derfor blandt andet nedsat et panel, der skal være med til at sætte opdragelse på dagsordenen.

Men i stedet burde frihed, fleksibilitet og ikke mindst tillid nærmere sættes på dagsordenen i Børne- og Socialministeriet.

Vi har ikke brug for mere ensretning og kassetænkning i Danmark, for vi mennesker er ikke ens. Familier er ikke ens. Børn er ikke ens. Vi har ikke ens behov eller måder at leve vores liv på, og det skal politikerne ikke blande sig i.

Vi er som mennesker eksperter i vores eget liv. Og vi kan altså godt tænke selv!

Publiceret: 05. Februar 2018 16:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Favrskovposten