JYSK' karakteristiske blå og hvide-farver kommer til Hadsten,

JYSK' karakteristiske blå og hvide-farver kommer til Hadsten,

JYSK kommer til Hadsten

Sengetøjsgiganten ser stort potentiale i byen, og leder lige nu efter det helt rigtige sted.

Af
Af Anne-Mette Gyldenløv

For få hadstenborgere handler i JYSK. Og når folk ikke kommer til JYSK, må JYSK komme til folk. Det er konklusionen, efter man i JYSK i Århus og Randers har spurgt om folks postnumre.
"Vi har lavet postnummer-målinger, og der er simpelthen for få, der kommer fra Hadsten, og det kan jo ikke passe," siger Jonas Schrøder, kommunikationschef i JYSK.
"Der er et stort potentiale i Hadsten, og vi lægger os der, hvor kunderne er. Vi kiggede på hele Favrskov kommune og på Hammel og Langå, men Hadsten lå bedre i forhold til Randers og Århus," siger Jonas Schrøder.

Nyt vareområde til byen

At JYSK har valgt at lægge en butik i Hadsten, glæder Handelsstandens formand Jesper Jensen fra Mr. Jesper:
"Det er spændende og fedt, og så dækker JYSK et vareområde, vi ikke allerede har i byen," siger Jesper Jensen, der håber, JYSK vil placere sig i bymidten.

Usikkert hvor og hvornår

Præcis hvor i Hadsten den nye butik skal ligge, er endnu ikke sikkert.
"Vi leder efter rimelig store lokaler på 1300 - 1500 kvadratmeter. Vi har fået flere henvendelser, men vi er åbne for alt" siger Jonas Schrøder, der heller ikke kan sige, hvornår den nye butik vil åbne.
"Det afhænger af de to P'er. Pris og Placering. Prisen, eller huslejen, skal være rigtig, og så skal der også være en god placering med blandt andet parkeringspladser, så det kan godt tage noget tid at finde det rigtige sted," siger Jonas Schrøder fra JYSK

Fakta om JYSK

I 1979 åbnede Lars Larsen den første JYSK Med kommende åbninger i Hadsten, Brøndby og Skagen vil JYSK have 95 butikker i Danmark Butikken i Hadsten vil have 5-6 medarbejdere. JYSK har 1.700 butikker i 34 lande med i alt 15.000 medarbejdere Koncernens årlige omsætning er på cirka 16 milliarder kroner

Publiceret 23 December 2010 11:00