Fae synes, at Århus er skøn, og at naboerne hjemme i Ødum er meget hyggelige.
Fae synes, at Århus er skøn, og at naboerne hjemme i Ødum er meget hyggelige.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Fra Ødum til gastronomisk OL

Hun er ganske vist stadig kokkeelev, men hun står alligevel meget på den kulinariske scene.

Navnet er Rungthiwa Chummongkhon. Til dagligt dog Fae. Hun er fra Thailand, og hun har godt et år tilbage af sin læretid, som i øjeblikket foregår under køkkenchef Casper Poulsen på Hotel & Brasserie Ferdinand på Åboulevarden i Århus. Brasseriet blev i 2009 udnævnt til Danmarks bedste.

Når hun er hjemme, er det i Ødum mellem Århus og Randers.

Andetungechips til prinsen

Senest har Fae været med i mesterskaberne for kokkeelever i Århus og tog en tredjeplads. Hun er med i Børsens kokketalent-konkurrence, hvor hun i øjeblikket er kommet i finalen. Og så er der noget med OL:

"Jeg var med i London med Visit Denmark for Food, hvor jeg bl.a. serverede andetungechips for Prins Henrik," fortæller Fae, der kom til Danmark i 2008. "Jeg har altid lavet mad. Først med min mor fra jeg var fem år. Mad, som vi solgte på markederne. Jeg har også haft egen restaurant i Thailand, men mødte så min danske kæreste, og nu bor vi altså i Ødum."

Et par gode råd om, hvordan man flækker en hummer. Fra køkkenchef Casper Poulsen.
Et par gode råd om, hvordan man flækker en hummer. Fra køkkenchef Casper Poulsen.

På landsholdet

Fae er endnu ikke dansk statsborger, så hun kunne sige ja til en invitation fra Thailand om at være med på det thailandske kokkelandshold, der til oktober skal til gastronomisk OL i Tyskland. To gange OL på samme år.

"Jeg tænker på mad 24-7," røber den ihærdige og ambitiøse kokkeelev, der har et speciale eller en hemmelighed, når hun laver mad: Karry.

Fae vil gerne have sin egen restaurant i Århus, hvor hun vil fusionere den traditionelle thaimad med det franske køkken.
Fae vil gerne have sin egen restaurant i Århus, hvor hun vil fusionere den traditionelle thaimad med det franske køkken.

Femten slags karry

Når vi danskere køber blandingsproduktet karry, så er det fordi, det står på pulveret. Imidlertid kan blandingen laves på mange måder: "Jeg har mere end 15 blandinger, som jeg selv laver. Grundkarryen får jeg fra Thailand, men så kan jeg justere med f.eks. koriander, citrongræs eller basilikum," fortæller Fae, der kan bruge karry til næsten alt.

En enkelt krydret ting har hun først mødt i Danmark. Men den passer hende. Peberrod.

"Mad skal smage af noget," lyder det fra eleven der er glad for, at hendes arbejdsplads gør så meget ud af at få de bedste råvarer direkte fra landbruget. Og at det er et sted, hvor det indtryk, som mange har af et brasseri, er helt forkert: "Her serverer vi små portioner, som smager godt, men som også ser raffinerede og indbydende ud."

Fae kan også godt lave frikadeller med sovs og kartofler. Det kræver svigerfaderen nemlig.
Fae kan også godt lave frikadeller med sovs og kartofler. Det kræver svigerfaderen nemlig.

Sovs og kartofler

Hjemme i Ødum nyder naboerne godt af Faes thailandske kokkerier. "Hvornår kan du komme igen," har flere spurgt. Der er dog også kritikere: "Min svigerfar vil hellere have sovs og kartofler. Det får han så. Og jeg kan skam også lave frikadeller," røber Fae, der har en fremtidsdrøm. Forhåbentlig i Århus. En by, som hun er meget glad for: "Jeg vil gerne lave min egen restaurant med moderne thai-mad. Altså den traditionelle thaimad fusioneret med den franske stil," slutter Fae.

 

Publiceret: 25. August 2012 11:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Favrskovposten

ANNONCER
Se flere