Mette Mommsen. Pressefoto
Mette Mommsen. Pressefoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Klumme: En sommer fuld af måske’er

Af Mette Mommsen Sognepræst i Røgen, Sporup og Søby og Hammel pastorat

Så er sommerferien og sommeren ved at gå på hæld. Måske blev sommeren nydt i snegletempo, måske bød den på lidt for meget regn og torden eller på camping i syden. Måske bød den på skilsmisse eller på et bryllup. Måske fik du de brune ben, som du have sukket efter. Måske voksede ukrudtet og dræbersneglene om kap i haven. Måske kom du ind på drømmestudiet eller måske manglede du lige en enkelt god karakter for at komme ind på universitet.

Måske mistede du én af dine elskede. Måske blev sommeren 2017 slet ikke, som du havde håbet på eller forventet… måske, måske, måske. Og det er i virkeligheden godt, at der er så mange måske'er i vort liv. For på en måde er det da totalt rædsomt at tænke på, at livet skulle være planlagt ned til mindste detalje. Meget af vort liv beror på tilfældigheder. Mange tilfældigheder. Perler og nedslag af tilfældigheder og udfordringer. Tilfældige møder med mennesker, tilfældige veje, tilfældige spor, tilfældige sving - det, man i gamle dage kaldte en vederfarelse – noget, der kom til én. Noget, man blev skænket, noget, man blev mødt af.

Tænk på alle de tilfældigheder, der har været i dit liv og som har haft afgørende betydning for hvem, du er, hvad du blev og hvorfor dit liv blev, som det blev. Da jeg som ung, nybagt student drog til Canada for over 25 år siden for at være au-pair, forestillede jeg mig, at jeg enten skulle studere jura, journalistik eller statskundskab, når jeg kom hjem igen til Danmark. Jeg havde en drøm om at blive menneskerettighedsforkæmper, journalist eller arbejde for et politisk parti. Store drømme! Men et tilfældigt møde gjorde, at jeg blev præst. Eller det vil sige perler af tilfældigheder gjorde, at jeg endte som præst.

Det begyndte med en annonce i en avis i Danmark. En familie i Vancouver søgte en ung pige som au pair. Jeg søgte stillingen, fik den, drog til Canada. Boede og arbejdede for en yderst velhavende familie. Jeg elskede deres søn som min egen lillebror, men moderen viste sig desværre at være psykisk syg og meget ustabil. En dag anklagede hun mig for at have stjålet en af sine dyre diamantringe. Pludseligt fik jeg travlt med at pakke min kuffert. Min samvittighed var ren, men min fornuft sagde mig, at jeg hurtigt skulle væk. Inden afrejsen til Canada havde min mormor givet mig et stykke krøllet papir med et telefon nummer på. Det var et nummer til en kusine Maja, som var immigreret til Canada år tilbage. Jeg måtte gøre noget. Jeg var alene i Canada og det var aftenen før juleaften. Jeg ringede til Maja. Hun sagde: Kom med det samme. Jeg nåede aldrig at sige ordentligt farvel til min værtsfamilie, jeg skrev vist bare en lille farvelhilsen. Få timer senere bankede jeg på hos Maja.

Hun var en skøn, varm og hjertelig ældre kvinde. Vi tog i kirke juleaften. Præsten var norsk, hans kone og to døtre var med i kirken og de søgte tilfældigvis en ung pige. 2. juledag flyttede jeg ind hos Dagmar og Steiner, som præsten og konen hed. De var nogle fantastiske åbne, fordomsfri og grundtvigske mennesker af sind og tro. Et halvt år boede jeg hos dem og arbejdede for dem. Da jeg kom hjem til Danmark igen søgte jeg ind på teologistudiet. Jeg blev præst ved en tilfældighed. Og sådan er livet vel et miks af både skæbne og lidt selvbestemmelse. Frihed og bundethed, som kirkereformatoren Martin Luther har formuleret det. Diamantringen blev fundet, og jeg fik senere en undskyldning af min tidligere værtsmor. Hun blev øjeblikkeligt tilgivet. Det var ikke et spørgsmål om måske. Diamantringen og anklagen fik jo afgørende betydning for mit liv.

Publiceret: 11. August 2017 09:45

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Favrskovposten

Bøger
ANNONCER
Se flere