Deler sejren: Spillede remis i finalen

skak Vinder af Hadsten Skakklubs 41. friluftsskakturnering blev ikke fundet i år, idet de to førende kombattanter efter de indledende runder spillede remis i finalen, og inden turneringslederen, formand for Hadsten Skakklub, Sten Bo Andersen, nåede frem fra en anden uopsættelig opgave, var de blevet enige om at dele præmien lige.

Da vandrepokalen blev vundet til ejendom sidste år, og der ikke var fundet en sponsor til en ny pokal accepterede turneringslederen, at naturalie-præmien blev delt.

De 'forenede' vindere var Henrik Svane, Skakklubben Evans, og Holger Henninger, Skakklubben Rokaden. Nummer tre blev Benny Grønhøj, Aars Nibe Skakklub. Bedste Hadsten Skakklubspiller blev Anders Schildt som nr. 4.

Turneringen var i øvrigt en succes med mange deltagere, noterer en tilfreds skak-formand.

gs

Publiceret 24 August 2018 06:17

SENESTE TV