DEBAT:

Et Farvskov, der hænger sammen

Søren Frandsen, Byvænget 15, 8382 Hinnerup

SF vil et samfund, hvor vi løfter i flok, griber dem som falder og sammen skaber et stærkt og bæredygtigt fundament for de kommende generationer.
SF insisterer på et Danmark, som hænger sammen! Og jeg insisterer på et Favrskov, der hænger sammen.
I dag er der alt for stor forskel på, hvem der har glæde af globaliseringen, den øgede frihandel og velstandsstigningerne. De, der har mest, er blevet rigere, og de, der har mindst, bliver i stigende grad kørt ud på et sidespor med dårligere livsmuligheder. Velstanden i vores samfund bliver koncentreret på færre hænder, og uligheden stiger. Det splitter vores samfund ad. Vi har i stedet brug for at samle vores samfund mere – og det kan lade sig gøre, hvis vi gør det sammen.
I dag skæres der på velfærden over hele landet, fordi regeringen har sparet på kommunernes budgetter til fordel for skatterabatter til de rigeste. Den offentlige sektor er fundament for frihed for den enkelte og den stærke lim, som binder samfundet sammen og gør os stærke.
SF arbejder for et helt Danmark. Danmark er mere end de store byer – og Favrskov er mere end de tre store byer; Hadsten, Hinnerup og Hammel.
Derfor vil vi sikre stærke velfærdsinstitutioner og arbejdspladser i alle dele af landet. Vi vil sikre, at det bliver lettere at købe hus uden for de store byer og vi vil stoppe skatterabatter, der kun gavner husejere i de rigeste områder. Vi kæmper imod besparelser på uddannelse og velfærd, som rammer landdistrikterne ekstra hårdt. Vi vil skabe håb for fællesskaber i alle dele af Danmark og modvirke den øgede centralisering, der er sket over de seneste mange år.
Søren Frandsen
Kandidat for SF til Favrskov Byråd.

Publiceret 15 April 2017 13:00

Lokalavisen Favrskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Favrskov
SENESTE TV

13-årig iværksætter tog på messe i Hadsten

Mens mange voksne vægrer sig ved at prøve kræfter med livet som selvstændig erhvervsdrivende, har Max Hammerum på kun 13 år ikke den slags hæmninger.

Det viste han tydeligt på en virksomhedsmesse i Hadsten. To 3D-printere tegner med en sagte summen de tynde konturer op til noget, der senere bliver til en udstiksform til småkager. Max Hammerum fra Hadsten er iværksætteren med den simple men geniale idé at fremstille kageformene efter kundernes individuelle ønsker. Han var en af 12 udstillere på en lille virksomhedsmesse i Hadsten Erhvervspark, der blev afholdt for kort tid siden.

”Jeg fik ideen sammen med min lillebror, Villads, da vi skulle til at have hund, og vi selv ville bage hundekiks til den. Vi vidste, at den hedder Luca, og det var Villads, der fik ideen med at få navnet med i udstiksformen og, at den skulle 3D-printes,” husker Max Hammerum.

Respekt for iværksætter

Siden tænkte han og Villads, at der nok var andre, som kunne tænke sig en helt egen udstiksform. Det var kort før jul sidste år og efter at have fået en hjemmeside om produktet, begyndte ordrerne at tikke ind. Og det i en grad, så produktionen ikke kunne følge med, og drengene måtte sige nej til kunder. Efter jul gik salget helt i stå, men har sidenhen rettet sig til et stabilt leje.

”Jeg er dybt imponeret over Max. Ham har jeg respekt for. At han gør det, selv om han kun er 13 år. Jeg synes, det var et vildt spændende arrangement med meget forskellige udstillere. Jeg er kom for at netværke og blive inspireret og få ideer til, hvis jeg senere skal bruge noget,” forklarer Katrine Juul.

Hun er sikkerhedskonsulent hos Verisure og var inviteret af den ene af arrangørerne, Andreas fra Rønnow Grafisk, som hun kender, fra dengang hun selv var iværksætter. Hun har ikke sluppet drømmen om at være selvstændig, og hun ved, at hun en dag kan få brug for et stærkt netværk, hvis hun skulle vove at forsøge sig igen.

Næste år endnu vildere

”Min filosofi er, at hvor folk mødes, sker der noget. Derfor lavede vi den her inspirationsbuffet. Vi gør det for at netværke, og vi vil gerne netværke for dem, vi handler med. Og så vil vi selvfølgelig vise vores gæster den brede flade af det, vi leverer,” fortæller Andreas Rønnow Petersen, indehaver af Rønnow Grafisk.

På trods af en del afbud i sidste øjeblik, hvilke han tilskriver det solrige vejr, og at virksomheder generelt har travlt, noterer Andreas sig, at hans inspirationsbuffet blev velbesøgt. Cirka 300 gæster og udstillere har man efterfølgende talt op. Det er fjerde år, Rønnow Grafisk holder arrangementet og første gang med andre udstillere. Og succesen vil fortsætte:

”Vi gør det absolut igen til næste år, og det kommer til at vokse. Næste år bliver det endnu vildere!” lover Andreas Rønnow Petersen.