DEBAT:

Hvad mener Thomas Storm egentlig?

Peder Meyhoff, byrådsmedlem for EL og kandidat til regionsrådet, Overdrevet 15, Hinnerup

Byrådsmedlem Thomas Storm (Venstre) havde forleden et læserbrev i avisen. Her gør han sig til fortaler for, at akut syge og tilskadekomne skal have lov til at vælge at tage til den nærmeste akutmodtagelse. Storm går nemlig ud fra, at alle Favrskov-borgere altid skal køre til Randers akutmodtagelse.
LÆS Thomas Storms læserbrev

Det er imidlertid ikke rigtigt, og Storms læserbrev kan dermed skabe unødig bekymring.

Hvis man har brug for at tage til en akutmodtagelse (skadestue mv.), skal man i dagtimerne på hverdage ringe til egen læge – og ellers skal man ringe til lægevagten på telefon 70 11 31 31. I begge tilfælde vil man få at vide, hvor det er mest hensigtsmæssigt at køre hen. Her ser man både på afstand til de forskellige akutmodtagelser og den ventetid man må påregne.

Det kan således godt være, at ventetiden i Århus er så lang, at Hinnerup-borgere får at vide, at de skal køre til Randers. Men hvis ventetiden omvendt er lang i Randers, kan de blive bedt om at køre til Århus. Visitationen vil altid finde den akutmodtagelse hvor patienten vil kunne blive behandlet først. Og det er vel et ganske fornuftigt kriterium.

Hvis der er tale om akut livstruende eller muligt livstruende sygdom, fx en alvorlig ulykke, vil man dog altid blive kørt til nærmeste akutmodtagelse.

I øvrigt har Venstre i Regionsrådet stemt for alle beslutninger om Favrskov-borgeres adgang til de regionale sygehuse, senest på regionsrådsmødet i februar. Så hvordan Thomas Storm ene mand vil lave om det, må vist være blowing in the wind.

Publiceret 18 May 2017 20:00

Lokalavisen Favrskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Favrskov
SENESTE TV

13-årig iværksætter tog på messe i Hadsten

Mens mange voksne vægrer sig ved at prøve kræfter med livet som selvstændig erhvervsdrivende, har Max Hammerum på kun 13 år ikke den slags hæmninger.

Det viste han tydeligt på en virksomhedsmesse i Hadsten. To 3D-printere tegner med en sagte summen de tynde konturer op til noget, der senere bliver til en udstiksform til småkager. Max Hammerum fra Hadsten er iværksætteren med den simple men geniale idé at fremstille kageformene efter kundernes individuelle ønsker. Han var en af 12 udstillere på en lille virksomhedsmesse i Hadsten Erhvervspark, der blev afholdt for kort tid siden.

”Jeg fik ideen sammen med min lillebror, Villads, da vi skulle til at have hund, og vi selv ville bage hundekiks til den. Vi vidste, at den hedder Luca, og det var Villads, der fik ideen med at få navnet med i udstiksformen og, at den skulle 3D-printes,” husker Max Hammerum.

Respekt for iværksætter

Siden tænkte han og Villads, at der nok var andre, som kunne tænke sig en helt egen udstiksform. Det var kort før jul sidste år og efter at have fået en hjemmeside om produktet, begyndte ordrerne at tikke ind. Og det i en grad, så produktionen ikke kunne følge med, og drengene måtte sige nej til kunder. Efter jul gik salget helt i stå, men har sidenhen rettet sig til et stabilt leje.

”Jeg er dybt imponeret over Max. Ham har jeg respekt for. At han gør det, selv om han kun er 13 år. Jeg synes, det var et vildt spændende arrangement med meget forskellige udstillere. Jeg er kom for at netværke og blive inspireret og få ideer til, hvis jeg senere skal bruge noget,” forklarer Katrine Juul.

Hun er sikkerhedskonsulent hos Verisure og var inviteret af den ene af arrangørerne, Andreas fra Rønnow Grafisk, som hun kender, fra dengang hun selv var iværksætter. Hun har ikke sluppet drømmen om at være selvstændig, og hun ved, at hun en dag kan få brug for et stærkt netværk, hvis hun skulle vove at forsøge sig igen.

Næste år endnu vildere

”Min filosofi er, at hvor folk mødes, sker der noget. Derfor lavede vi den her inspirationsbuffet. Vi gør det for at netværke, og vi vil gerne netværke for dem, vi handler med. Og så vil vi selvfølgelig vise vores gæster den brede flade af det, vi leverer,” fortæller Andreas Rønnow Petersen, indehaver af Rønnow Grafisk.

På trods af en del afbud i sidste øjeblik, hvilke han tilskriver det solrige vejr, og at virksomheder generelt har travlt, noterer Andreas sig, at hans inspirationsbuffet blev velbesøgt. Cirka 300 gæster og udstillere har man efterfølgende talt op. Det er fjerde år, Rønnow Grafisk holder arrangementet og første gang med andre udstillere. Og succesen vil fortsætte:

”Vi gør det absolut igen til næste år, og det kommer til at vokse. Næste år bliver det endnu vildere!” lover Andreas Rønnow Petersen.