DEBAT:

Legeplads i Selling dør i bureaukrati

Af Simon Buus Olsen (LA), opstillet til byrådet. Hovvej 88, Hadsten.

I Selling står flere lokale frivillige måbene tilbage. De har brugt et stort antal timer på, at få tilrettelagt en plan for et nyt aktivitetsområde i byen. De har endda selv fundet finansieringen dertil via fondsmidler. Alt er sådan set klar til at blive sat i værk.

Men, men, men. Så mødte de en stopklods de ikke havde set komme, det kommunale bureaukrati! For da det skulle godkendes i Favrskov Kommune mødte man en besked om, at der ville gå mellem 16-20 uger, før man kunne få det godkendt! Det er simpelthen ikke godt nok.
Det frivillige initiativ bliver her ødelagt, af bureaukrati i sin klareste form. De frivillige ildsjæle i Selling har i de seneste måneder arbejdet hårdt for at få projektet til at blive en realitet. Der er blevet søgt fondsmidler hos 4 fonde og alle 4 har svaret positivt tilbage ift. finansieringen heraf.
Et område til gavn for rigtig mange borgere i Selling, med multibane, motorikbane, en cykelbane, madpakkehus og andre legeelementer, der tilsammen skulle skabe rammer for byens børn og unge.
Naturligvis skal sådan noget godkendes i Favrskov Kommune, men 16-20 uger? Det må og skal vi simpelthen kunne gøre bedre.
For nu risikerer projektet at blive lagt dødt, fordi man nu kommer tæt på 1 års grænsen for fondsmidlerne. Det er sørgeligt og en hån mod det frivillige initiativ at vores sagsbehandlingstid i Favrskov er så lang.
Vi skal dyrke de frivillige initiativer, ikke sætte stopklodser op for dem. Derfor vil vi i LA Favrskov arbejde for mindre bureaukrati i Favrskov bl.a. på områder som dette.

Publiceret 10 July 2017 14:00

Lokalavisen Favrskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Favrskov
SENESTE TV