DEBAT: Efterlysning af flugt(?)bilist

Thorbjørn S. Hinge, Danasvej 12, 8450 Hammel

Lørdag 09.06 ca. kl. 09.40 på Silkeborgvej lige før Røgen by bliver jeg sammen med familien udsat for et biluheld.

Årsagen er at en modkørende bilist i det bløde sving efter Røgen i retning mod Farre, af ukendte årsager, pludselig befinder sig i vores kørebane. Resultatet er er vores bil får sidespejlet knust, rykket dørhåndtaget af og kraftige buler samt ridser i hele førersiden af bilen.

Vi får standset bilen, godt rystede, men ok og er glade for at det ikke endte i et frontal sammenstød.

Her ville historien normalt blot ende som en typisk forsikringssag uden den store opmærksomhed...

MEN NEJ...historien tager jo en ny drejning idet den anden bilist undlader at stoppe og skynder sig væk i fuld fart...Det er jo så her, jeg skal forklare mine skræmte børn om at i Danmark kan man naturligvis godt forvente, at ALLE vil udvise ansvarlighed, standse og yde hjælp til hinanden, hvis man er involveret i et trafikuheld.

Det håber jeg fortsat er sandt, selvom om min tillid er gevaldigt svækket efter denne oplevelse.

I den forbindelse vil det være rart hvis du, som kørte i en sølvgrå VW UP eller Skoda CITIGO, ville henvende sig til mig. Så har jeg også mulighed for at returnere resterne af dit sidespejl!

Publiceret 13 June 2018 13:00

Lokalavisen Favrskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Favrskov
SENESTE TV

13-årig iværksætter tog på messe i Hadsten

Mens mange voksne vægrer sig ved at prøve kræfter med livet som selvstændig erhvervsdrivende, har Max Hammerum på kun 13 år ikke den slags hæmninger.

Det viste han tydeligt på en virksomhedsmesse i Hadsten. To 3D-printere tegner med en sagte summen de tynde konturer op til noget, der senere bliver til en udstiksform til småkager. Max Hammerum fra Hadsten er iværksætteren med den simple men geniale idé at fremstille kageformene efter kundernes individuelle ønsker. Han var en af 12 udstillere på en lille virksomhedsmesse i Hadsten Erhvervspark, der blev afholdt for kort tid siden.

”Jeg fik ideen sammen med min lillebror, Villads, da vi skulle til at have hund, og vi selv ville bage hundekiks til den. Vi vidste, at den hedder Luca, og det var Villads, der fik ideen med at få navnet med i udstiksformen og, at den skulle 3D-printes,” husker Max Hammerum.

Respekt for iværksætter

Siden tænkte han og Villads, at der nok var andre, som kunne tænke sig en helt egen udstiksform. Det var kort før jul sidste år og efter at have fået en hjemmeside om produktet, begyndte ordrerne at tikke ind. Og det i en grad, så produktionen ikke kunne følge med, og drengene måtte sige nej til kunder. Efter jul gik salget helt i stå, men har sidenhen rettet sig til et stabilt leje.

”Jeg er dybt imponeret over Max. Ham har jeg respekt for. At han gør det, selv om han kun er 13 år. Jeg synes, det var et vildt spændende arrangement med meget forskellige udstillere. Jeg er kom for at netværke og blive inspireret og få ideer til, hvis jeg senere skal bruge noget,” forklarer Katrine Juul.

Hun er sikkerhedskonsulent hos Verisure og var inviteret af den ene af arrangørerne, Andreas fra Rønnow Grafisk, som hun kender, fra dengang hun selv var iværksætter. Hun har ikke sluppet drømmen om at være selvstændig, og hun ved, at hun en dag kan få brug for et stærkt netværk, hvis hun skulle vove at forsøge sig igen.

Næste år endnu vildere

”Min filosofi er, at hvor folk mødes, sker der noget. Derfor lavede vi den her inspirationsbuffet. Vi gør det for at netværke, og vi vil gerne netværke for dem, vi handler med. Og så vil vi selvfølgelig vise vores gæster den brede flade af det, vi leverer,” fortæller Andreas Rønnow Petersen, indehaver af Rønnow Grafisk.

På trods af en del afbud i sidste øjeblik, hvilke han tilskriver det solrige vejr, og at virksomheder generelt har travlt, noterer Andreas sig, at hans inspirationsbuffet blev velbesøgt. Cirka 300 gæster og udstillere har man efterfølgende talt op. Det er fjerde år, Rønnow Grafisk holder arrangementet og første gang med andre udstillere. Og succesen vil fortsætte:

”Vi gør det absolut igen til næste år, og det kommer til at vokse. Næste år bliver det endnu vildere!” lover Andreas Rønnow Petersen.