Debat: Det er ikke nok med Flex

Peder Meyhoff, Overdrevet 15, Hinnerup, Kontaktperson for Enhedslisten i Favrskov

Det er rigtig dårlig nyt at Midttrafik ikke længere vil finansiere busruterne 111 og 200.

Jeg går ud fra at det sidste kun handler om strækningen mellem Hammel og Hinnerup, men det er jo slemt nok. Og det er da positivt at Anders G. Christensen siger at kommunen er nødt til at finde alternativer for borgerne.Desværre er hans forslag ikke optimale.

Han nævner Flextur og Flexbus som muligheder; det er begge gode løsninger hvor der er meget få passagerer, men både 111 og 200 har os bekendt passagerer på alle afgange. Det er ganske vist ikke mange, men nogle er der.Der er derfor behov for fast kørsel på de to strækninger, men det oplagt at der ikke er behov for store dieselbusser.

De er dyre både i indkøb og drift og i øvrigt også voldsomt klimabelastende. Enhedslisten foreslår derfor en både billigere og mere klimavenlig løsning, nemlig at bruge mindre biler der ikke er større end at næsten alle pladser er besat på de mest brugte afgange – men vel at mærke biler der kører i en fast køreplan i dagtimerne på hverdage. Om aftenen og i weekenderne kan de formentlig godt erstattes af de flexible løsninger.

Vi forestiller os at 111-bilen skal køre mellem Hinnerup Station og busstoppestedet ved krydset i Sabro, og som udgangspunkt kun den nærmeste vej – men dog sådan at den kan bestilles til/fra Skjoldelev og Foldby.

Det vil ganske vist være en forringelse for Skjoldelev (fordi de skal bestille bilen), men for Foldby by vil det være et fremskridt.På samme måde skal 200-bilen køre fra Hammel Rutebilstation til Hinnerup Station, og her vil vi give borgerne i Tinning mulighed for at bestille et stop. Det er faktisk kun en ganske lille omvej, men for Tinning vil det være et stort fremskridt.Vi forudsætter selvfølgelig at begge ruter køres med klimavenlige biler, helst elbiler hvis de kan fås i den relevante størrelse. Vi forudsætter også at køreplanen bliver tilpasset de relevante busafgange i hhv. Sabro og Hinnerup.På den måde kan kommunen køre ruterne væsentligt billigere end Midttrafik kan i dag.

Det vil selvfølgelig være træls at skulle skifte bus undervejs, men den faste køreplan gør det muligt at minimere ventetiden. Og nogle af kommunens borgere vil oven i købet komme til at opleve et fremskridt! Den eneste ulempe er at der ikke vil være plads til større grupper, men de må henvises til at bestille en større Flexbil.

Publiceret 08 November 2018 13:33

SENESTE TV