DEBAT: Fremtidens muligheder ved Rønbæk Idrætscenter

Thomas Storm Byrådsmedlem - Venstres Gruppeformand i Favrskov byråd

Debat: Byrådet har fået belyst muligheden for et fælles Fritids- og idrætsområde ved Rønbæk Idrætscenter. Denne undersøgelse er færdig, og den er nu til politisk drøftelse.

I Venstre ser vi generelt meget positivt på forslag og initiativer, der er kommet fra lokale organisationer, institutioner eller frivillige ildsjæle rundt om i hele Favrskov Kommune.

Det samme gælder naturligvis undersøgelsen af muligheder ved Rønbæk Idrætscenter og Hinnerup Svømmebad. Af undersøgelsens resultat fremgår det, hvor stort et spænd der er mellem mulighederne for udvikling og de tilhørende økonomiske udgifter, der spænder lige fra godt én million til knap 60 millioner kroner.

Projektforslaget, der lå forud for den afsluttede undersøgelse, er en stor sammenbygning mellem Rønbæk Idrætscenter og Svømmebadet. I undersøgelsen er der også kigget på en anden løsning, der skitserer en landskabsmæssig sammenkædning af området.

Denne løsning skaber en udvendig visuel sammenhæng. Der er tænkt i grønne områder med mulighed for etablering af for eksempel legeplads og et område med udendørs

fitness-/crossfit redskaber.

Området mellem Rønbæk Idrætscenter og Svømmebadet bliver på den måde kædet sammen via udendørs arealer og aktivitetsplads.

Venstre ser også et potentiale for at tænke for eksempel dagtilbud, ungdomsskole, musik-/billedskole, ældreråds aktiviteter eller lignende ind i et visionært projekt for området. Det handler om løsninger, hvor bygningerne har én funktion i dagtimerne og mulighed for en anden i aften/weekend timerne. Generelt ønsker vi, at der tænkes meget brede perspektiver for en fremtidig udvikling af området ved Rønbækskolen, idrætshallerne, svømmebadet og fritidsklubben.

Fremtidens behov, den politisk vilje og de økonomiske perspektiver må vise, hvilke løsninger, der kan blive til virkelighed.

Publiceret 13 November 2018 14:00

SENESTE TV