Debat: Det er et spændende og aktivt liv at være frivillig

Forleden var der i Århus Stiftstidende en artikel, der handlede om pensionister, der var ude at "snuse" til frivilligt arbejde, for det er jo for mange sådan, at når du går på pension, så mister du dine kolleger, og du sætter spørgsmål ved din identitet. Du mister dit selvværd, fordi du føler, der ikke længere er brug for dig. Alt det kan jeg nikke genkendende til.

Selv har jeg arbejdet som frivillig i folkekirken i 16 år. Først cirka tre år ved kirken i Hinnerup. Så 13 år ved kirken i Harlev-Framlev, hvor jeg stadig arbejder. Og det har været en stor glæde for mig. Ikke mindst at være sammen med alle de skønne børn.

Hvad laver egentlig en frivillig i kirken? For mit vedkommende startede det med at hjælpe i en lørdagsklub for børn fra nul til to år. Der var cirka 30 børn tilmeldt. De var i kirken og lavede kreative ting i konfirmandstuen. Samtidig har jeg hjulpet med minikonfirmander, både med at servere mad for børnene og med at undervise dem. Det har været en glæde for mig at få lov til at planlægge og udføre undervisningsforløb. Desuden har jeg været med til de ni læsninger, hvor jeg læste første del af juleevangeliet. Det følte jeg som noget meget stort, ligesom det var stort at få lov til at dele brød ud ved nadveren.

Når man arbejder som frivillig et sted, følger dersom regel andre ting med. Det kan som i Harlev være spændende foredrag holdt af eksperter på området. Eksempler på emner er Kaj Munk (med udflugt til Vedersø), Luther, Grundtvig, Søren Kierkegaard og moderne kirkekunst med tur til forskellige kirker. Det har været et spændende og aktivt liv, og jeg håber, jeg kan fortsætte 13 år endnu.

Jeg har også arbejdet i en genbrugsbutik under Kirkens Korshær, hvor ens indsats er en hjælp til samfundets svageste. Besøgsven i Ældresagen har jeg også været. Der er mange steder, man kan give en hjælpende hånd og derved være til glæde både for andre og for sig selv.

Publiceret 06 January 2019 04:25

SENESTE TV