Debat: Lav rute 26 til motortrafikvej - nu!

Af Anders G. Christensen (V) Folketingskandidat, Favrskovkredsen, Østjyllands Storkreds

Debat Siden der i 2012 blev udarbejdet er VVM-undersøgelse for dele af rute 26 mellem Århus og Søbyvad, har der været debat om strækningen.

I 2014 blev linjeføringen fastlagt, og Vejdirektoratet har i en undersøgelse om støj slået fast, at der er 463 boliger på strækningen fra Søbyvad til Mundelstrup, der er plaget af støj.

Dertil kommer, at det vil have stor betydning for erhvervsudviklingen og fremkommeligheden for de virksomheder, der har Rute 26 som livsnerve. Det er bl.a. Tvilum Møbelfabrik, verdens største producent af plademøbler, Wavin, Hammel Furniture, Vestas og Grundfos. Det vil også have betydning for borgerne i de 463 boliger, der er støjplaget. Her vil en forbedret livskvalitet betyde meget.

Som bosiddende i Favrskov Kommune og bruger af Viborgvej kender jeg alle de udfordringer og gener, der dagligt er på rute 26, og jeg mener, at det nu er på tide, at der sættes handling bag de mange ord og undersøgelser!

Derfor vil jeg klart opfordre Folketinget og Regeringen til, at der nu afsætte penge til at udbygningen af Rute26 på strækningen mellem E45 og Søbyvad.

Det forslag, der ligger for strækningen, er et forslag om en motorvej.

Jeg mener, at det skal ændres til en motortrafikvej evt. efter princippet 1+2 vej i samme linjeføring som motorvejslinjeføringen.

Det gør, at anlægsudgiften bliver mindre.

Jeg er sikker på, at alle i området godt kan leve med den løsning, da den uomtvistelig vil øge fremkommeligheden og flytte trafikken ud af en række byer på strækningen så som Lading, Voldby og Svenstrup.

For mig ligger beslutningen lige til højrebenet også set i lyset af, at der er lavet VVM-undersøgelser, og linjeføringen ligger fast. Jeg ved godt, at der er mange infrastrukturønsker, men med en motortrafikvej vil finansieringen være overkommelig.

Jeg håber, at udvidelsen af Rute26 stadig er højt på regeringens liste for nye veje.

Tilbage i 2017, hvor finansminister Kristian Jensen besøgte Hammel, udtalte han: ”Jeg er meget overrasket over, at der ikke er sket noget siden VVM-undersøgelsen”.

Det er jeg også!

Det ligger fast, at hvis jeg bliver valgt til Folketinget, så vil jeg fortsætte mit arbejde for at få lavet Rute26 som motortrafikvej i den nye linjeføring.

Det er et arbejde, jeg har været optaget af siden 2007, hvor jeg var arkitekten bag det fællesindspil, som Region Midtjylland og de 19 kommuner i regionen lavede til Infrastrukturkommissionen. Her var Rute26 et af fem projekter, der var og er vigtigst for vores region.

Publiceret 08 March 2019 13:30