Debat: Vi skal hjælpe skoletrætte børn

Birgit Liin (V) formand for Børne- og Skoleudvalget Favrskov Byråd

Debat Er dit barn skoletræt? Gider ikke skolen? Keder sig og vil hellere blive hjemme?

Jeg synes, at vi skal tage skoletræthed alvorligt, men først skal vi forstå, hvorfor skoletræthed opstår.

Når man er motiveret, har man mod på tingene. Man ved, at man godt kan klare udfordringerne, og man ved, hvordan man får hjælp, hvis noget er svært. Det bobler indeni, når man har bøvlet med et svært regnestykke, og det endelig lykkes at få det løst. Det er rart at vide, hvordan man planlægger den store hjemmeopgave, så man får den afleveret til tiden. De små og store sejre i et fagligt tillidsfuldt rum giver motivation til at prøve igen. Undervisningen er spændende, når man forstår den, og når man ved, hvad man skal bruge den til.

Har man derimod som elev haft mange nederlag, kan det føre til undvigestrategier, overspringshandlinger og fravær. Man kan føle, at det er bedre at være doven end dum – og at skolen er kedelig, fordi den bliver lig med manglende succes.

Vi har i byrådet lige godkendt den første kvalitetsrapport for Børn og Familie. Heraf fremgår, at udsatte børn og unge har et højere skolefravær og fagligt klarer sig dårligere end andre børn og unge. En god skolegang har meget stor betydning for, hvordan vores unge klarer sig senere i livet. Derfor skal vi have en plan for, hvordan vi får givet disse børn og unge et solidt skolefundament, og vi skal inddrage forskningen for at blive klogere på, hvordan vi fremmer motivationen og de gode skolerelationer. Den viden kan bruges generelt i folkeskolen, også i forhold til ikke-udsatte børn og unge. Jeg glæder mig meget til at arbejde videre med dette vigtige område.

Publiceret 08 March 2019 14:00