Debat:

Utroligt, at man kan glemme ukrudtet

Hans Dahlgaard, Thorsø

Debat Det er utroligt, at en forvaltning kan overse så væsentlig en del af et licitationsmateriale, som omhandler forvaltningens eget område, når man tænker på, hvor mange hoveder, der er ansat i forvaltningen.

Det er først nu, mere end et år efter at de nye kontrakter er indgået, at det går op for det kære byråd, at de ikke har fået de korrekte oplysninger af direktøren for området, Hans Minor Vedel.

Af nedenstående henvendelse til forvaltningen fra den 4. maj i år, som jeg i øvrigt ikke har modtaget noget svar på, kan du se, at det ikke er gået upåagtet hen i Thorsø, at de offentlige områder ikke er blevet plejet, og det er noget vrøvl, når direktøren siger, at ukrudtsbekæmpelsen er sket på kommunal foranledning uden at informere opad og i sidste ende byrådet.

Jeg vil påstå, at ukrudtet heller ikke har hørt om den påståede glorværdige indsats.

Jeg ville da som byrådspolitiker være flov over at gå rundt og fortælle, at Favrskov kommune har sparet et millionbeløb ved de nye kontrakter, når sandheden er den, at forvaltningen har sovet i timen.

Borgmesteren påtager sig ansvaret for sjuskeriet i forvaltningen.

Det er pænt af ham, men jeg håber da, at der er en eller flere, der får en sveder, og at vi kan få gang i renholdelsen af vore offentlige områder.

Det var mine ord, efter at jeg havde læst Lokalavisen under morgenkaffen.

Publiceret 13 May 2019 06:45