Debat: Byrådet tog pengene fra de svage ældre

Charlotte Green (K), byrådsmedlem og folketingskandidat

debat Fra konservativ side er vi helt uforstående over for, at Favrskov Byråd kan være så kynisk at tage de penge, som var statsligt øremærkede til ensomme ældre, for at lukke et hul i årets regnskab.

Det lykkedes desværre ikke at overbevise nogen af de andre partier om, at vores svage og ensomme ældre har brug for den håndsrækning, staten havde lovet dem.

Socialudvalget havde end ikke kigget på, hvor pengene kunne have været brugt, men konstaterede bare, at de ikke skulle bruges til de ældre, men skulle lægges i kassen.

Havde udvalget spurgt De Konservative, havde de ikke manglet forslag.

Et meget relevant område kunne være tandbehandling. Mange ældre i dag har stadig nogle af deres egne tænder, men rigtig mange ældre har ikke råd til tandbehandling. Det er uværdigt og sundhedsfarligt.

Dårlige tænder giver anledning til vægttab og infektioner, der kan sprede sig livsfarligt til hjerte og hjerne.

Det kan vi ikke være bekendt, så her havde der været et oplagt område til anvendelse af de 400.000 kr., som allerede var tiltænkt ældreområdet.

Pengene endte så efter byrådsmødet med at gå til handicapområdet, der også er trængt og mangler flere millioner, så den ansvarlige konservative gruppe følte sig på den måde tvunget til at støtte en ellers urimelig indstilling.

Vi agter dog at kæmpe videre til budgetbehandlingen for at skaffe de ældre deres penge tilbage. Vi havde hellere set, at pengene til handicappede var blevet taget fra prestigeprojekter - for eksempel designkonkurrencer.

Den konservative gruppe vil fortsætte vores kamp for penge til de borgere, der har brug for hjælp.

Publiceret 04 June 2019 06:30