Debat:

En manipulerende kirkeklumme

Eva Damsgaard, Næstformand i DF Favrskov. Hjortevej 16, Søften.

Sognepræst Eva Graabek har forfattet en klumme, der i den grad taler Alternativet op, den forhenværende regering ned, og så kommer Eva Graabek med en utrolig ensidig information, så man gruer for den påvirkning, hun kan udrette i sit job.

Det er ren og skær politisk propaganda!

Hun taler om de “stakkels” mennesker på Sjælsmark. Sjælsmark, der huser kriminelle migranter, migranter på tålt ophold samt nogle, der er udvist ved dom!

Men Eva Graabek kan være helt rolig - livet står ikke stille på Sjælsmark. Der er sundhedsklinik, voksenundervisning og voksenaktivering, børnehave, dagtilbud, skole- og klubtilbud, som drives af Røde Kors. Der er endda også mulighed for, at de domsudviste både kan forlade og overnatte uden for Sjælsmark.

At sammenligne Sjælsmarks beboere med spedalske der blev deporteret ud på skibe, er helt ude af proportioner. De spedalske havde ingen mulighed for at ændre tingenes tilstand - det har Sjælsmarks beboere!

Det er selvfølgelig trist for de børn - der p.g.a. forældres modvilje og stædighed - ikke kan komme hurtigt tilbage til familiens hjemland. De er kommet i klemme - men det er altså forældrenes ansvar - et ansvar man da ikke kan fratage dem, vel?

Og glem så ikke at folk, der er udvist ved dom, har meget alvorlige forbrydelser på samvittigheden samt at personer på tålt ophold i følge Kristeligt dagblad er:

  • Udlændinge, der er mistænkt for at have begået krigsforbrydelser eller en forbrydelse mod menneskeheden.
  • Udlændinge, der anses for at være til fare for Danmarks sikkerhed eller udvises på grund af domme for alvorlig kriminalitet.

Din klumme var meget effektiv. Den satte gang i tanken om mit medlemskab af folkekirken skal fortsætte. Ærlig talt - jeg tror det næppe.

Publiceret 11 June 2019 08:00