Røgfri dagplejere eller ej. Venstre er ikke enig i Kræftens Bekæmpelse, der gerne så, at røgen røg helt ud. Socialdemokraterne vil gerne sende røgen på udtur.

Røgfri dagplejere eller ej. Venstre er ikke enig i Kræftens Bekæmpelse, der gerne så, at røgen røg helt ud. Socialdemokraterne vil gerne sende røgen på udtur.

Kræftens Bekæmpelse:

Gør dagplejere røgfrie nu

Socialdemokrater er enige, mens Venstre værner om retten til at gøre som du vil i eget hus

Af
Af Emil Helweg Foget

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Arbejder du i en kommunal dagpleje i Favrskov Kommune, er det lovligt at tænde en cigaret indenfor, så længe det ikke sker i dagplejens åbningstider og børnenes primære opholdsrum.
Det vil formand for Kræftens Bekæmpelse i Favrskov, Ellen-Margrethe Jacobsen, have ændret på.
”De kommunale dagplejer skal være fuldstændig røgfrie, også når børnene ikke er der.
Hvis der bliver røget, så forsvinder røgen ikke, hvis du lufter ud. Partiklerne sætter sig i gulve, vægge og legetøj, som børnene kan putte i munden,” siger Ellen-Margrethe Jacobsen.
Selvom dagplejernes rygeområde er indskrænket til køkkenet, er det stadig problematisk, da røgen breder sig fra rum til rum. Kræftens Bekæmpelse vil gerne sætte fokus på det op til kommunalvalget, så politikerne kan få ændret på det.
“Jeg er helt enig i, hvad Kræftens Bekæmpelse siger, men det kan ikke indføres fra den ene dag til den anden. Man skal også tage hensyn til personalet og deres familie. Det er trods alt både arbejdsplads og hjem,” siger Erling-Kvist Andersen (S), fra Social- og Sundhedsudvalget i Favrskov Kommune.
Selvom man skaber fuldstændigt røgfrie dagplejere, frygter han også, at børnene måske stadig kommer hjem til røgfyldte hjem, og derfor vil det ikke have nogen indvirkning.

Vi bestemmer ikke over hjem

I Venstre ser man anderledes på sagen. Byrådsmedlem Lone Glarbo (V):
“Vi er så heldige, at vi kan bruge private hjem til at få passet børn i dagplejen, som vi ikke selv kan passe. Selvfølgelig må der ikke ryges, når der er børn, men vi skal ikke bestemme, hvad folk bruger deres hjem til i fritiden.”
Hun mener, at man skal informere forældrene om hvilke dagplejere, der ryger cigaretter i hjemmet, og så er det op til forældrene selv at vælge dagpleje, hvor der ikke ryges.

Publiceret 08 October 2013 15:00