Ekstra regning:

Rent drikkevandet stiger i pris

Folk, der får vand fra vandværker i Hadstens opland, skal betale mere

Alle der får vand fra vandværker i Hadstens opland må forvente en ekstra regning for at sikre rent drikkevand, og så vil der ikke engang være råd til at beskytte al grundvand, som man muligvis skal bruge i fremtiden. Det fremgår af en plan, der er i høring frem til den 4. maj.
Indsatsplanen betyder, at man vil forsøge at sikre drikkevandet i nogle af de sårbare arealer inden for vandværkernes indvindingsoplande. Der drejer sig kun om tre procent af OSD arealerne: Områder med særlige drikkevandsinteresser. Det skal ske ved at indgå frivillige aftaler med ejerne af jorden på disse områder. Det er typisk landmænd, der så skal have erstatning for ikke at ”overgøde”. Samfundet kan også foretage opkøb eller støtte til skovrejsning, som det er sket i Hinnerup-området.
”Og så bliver omkostningerne for beskyttelse endnu dyrere på grund af landbrugspakken, hvor landmænd må tilføre mere kvælstofgødning end hidtil,” siger Alfred Borg, formand for Danmarks Naturfredningsforening i Favrskov.
DN Favrskov tager emnet op på et møde på Sløjfen i Hadsten 27. april klokken 19.00, hvor specialist i grundvand, geolog Walter Brusch, gennemgår indsatsplanen for Hadsten området. Tilmelding er nødvendig og ske på mailadressen favrskov@dn.dk.

Publiceret 17 April 2017 04:00

Lokalavisen Favrskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Favrskov
SENESTE TV

13-årig iværksætter tog på messe i Hadsten

Mens mange voksne vægrer sig ved at prøve kræfter med livet som selvstændig erhvervsdrivende, har Max Hammerum på kun 13 år ikke den slags hæmninger.

Det viste han tydeligt på en virksomhedsmesse i Hadsten. To 3D-printere tegner med en sagte summen de tynde konturer op til noget, der senere bliver til en udstiksform til småkager. Max Hammerum fra Hadsten er iværksætteren med den simple men geniale idé at fremstille kageformene efter kundernes individuelle ønsker. Han var en af 12 udstillere på en lille virksomhedsmesse i Hadsten Erhvervspark, der blev afholdt for kort tid siden.

”Jeg fik ideen sammen med min lillebror, Villads, da vi skulle til at have hund, og vi selv ville bage hundekiks til den. Vi vidste, at den hedder Luca, og det var Villads, der fik ideen med at få navnet med i udstiksformen og, at den skulle 3D-printes,” husker Max Hammerum.

Respekt for iværksætter

Siden tænkte han og Villads, at der nok var andre, som kunne tænke sig en helt egen udstiksform. Det var kort før jul sidste år og efter at have fået en hjemmeside om produktet, begyndte ordrerne at tikke ind. Og det i en grad, så produktionen ikke kunne følge med, og drengene måtte sige nej til kunder. Efter jul gik salget helt i stå, men har sidenhen rettet sig til et stabilt leje.

”Jeg er dybt imponeret over Max. Ham har jeg respekt for. At han gør det, selv om han kun er 13 år. Jeg synes, det var et vildt spændende arrangement med meget forskellige udstillere. Jeg er kom for at netværke og blive inspireret og få ideer til, hvis jeg senere skal bruge noget,” forklarer Katrine Juul.

Hun er sikkerhedskonsulent hos Verisure og var inviteret af den ene af arrangørerne, Andreas fra Rønnow Grafisk, som hun kender, fra dengang hun selv var iværksætter. Hun har ikke sluppet drømmen om at være selvstændig, og hun ved, at hun en dag kan få brug for et stærkt netværk, hvis hun skulle vove at forsøge sig igen.

Næste år endnu vildere

”Min filosofi er, at hvor folk mødes, sker der noget. Derfor lavede vi den her inspirationsbuffet. Vi gør det for at netværke, og vi vil gerne netværke for dem, vi handler med. Og så vil vi selvfølgelig vise vores gæster den brede flade af det, vi leverer,” fortæller Andreas Rønnow Petersen, indehaver af Rønnow Grafisk.

På trods af en del afbud i sidste øjeblik, hvilke han tilskriver det solrige vejr, og at virksomheder generelt har travlt, noterer Andreas sig, at hans inspirationsbuffet blev velbesøgt. Cirka 300 gæster og udstillere har man efterfølgende talt op. Det er fjerde år, Rønnow Grafisk holder arrangementet og første gang med andre udstillere. Og succesen vil fortsætte:

”Vi gør det absolut igen til næste år, og det kommer til at vokse. Næste år bliver det endnu vildere!” lover Andreas Rønnow Petersen.